Lars Kepler

med store skridt og trækker vejret stønnende.

– Det var … jeg så mennesker inde i vognen, hvisker den gamle mand i telefonen

Tilbagevendende, akut psykotiske tilstande med bizarre og meget voldelige indslag“.

Axel hører ikke kun de tilstræbte toner, men nyder også hver en hvinende overtone og et utilsigtet stød mod violinens kant.
Hans fingre sitrer da musikken skifter tempo, hænderne længes efter at gribe fat om en violin.

Penelopes tårer begynder at løbe igen, gråden kommer strømmende – den støder sig vej gennem hende, hun er for træt, har ingen reserver til at holde gråden nede med.

– Lad være med at præke for mig.

Hun ligger med hånden over sit venstre bryst. Perlehvidt lyser det bløde huld under hendes blodtilsølede hånd.

Hun er helt tydeligt blevet arrangeret på denne måde efter døden, men det ser egentlig ikke seksualiseret ud.

hvæser Luka og vælter sin kaffekop

DET HVINER I firtommersømmene, da Joona brækker brædderne over fordøren af.

Bagefter hedder det sig altid, at det var en uskyldig leg, som gik for vidt, men alle ved godt selv, hvornår de er onde. Den mørke elektricitet fylder rummet, og man vælger at fortsætte.

Joona læser en sidste gang afhandlingens afsluttende sætninger om, at den eneste måde, at behandle et psykisk traume, er at vende
tilbage til det og forstå, at det der skete, faktisk har en plads i den personlige livsfortælling.

Og dette gælder hver enkelt af os: Hvis vi ikke kan holde ud at spejle os i vores erindringer, kan vi heller ikke sørge over det der skete, og komme videre. Det lyder måske som et paradoks, men jo mere vi forsøger at ignorere det smertelige i livet, desto mere magt får det over os.