Vi lever i en verden, der forudsætter, at kvaliteten af en beslutning er direkte relateret til den tid og den indsats, det har krævet for at træffe den. Når læger står over for en svær diagnose, vil de tage flere prøver, og når vi er usikre på det, vi får at vide, beder vi om en andens mening om sagen. Og hvad er det lige vi siger til vores børn? Hastværk er lastværk. Stik en finger i jorden. Stop op og tænk. Sku ikke hunden på hårene. Vi tror, det altid er bedre at indsamle så megen information som muligt og bruge så lang tid som muligt på at overveje. Vi har faktisk kun tillid til bevidste beslutningsprocesser. Men der er øjeblikke, især under stressede forhold, hvor hastværk ikke er lastværk, hvor vores hurtige bedømmelser og første indtryk er vores bedste redskab til at forstå verden. Første mål for Blink er at overbevise dig om et simpelt faktum: Hurtige beslutninger kan være mindst lige så gode som forsigtige og velovervejede.