Den rødglødende voldgrav

jordskred. Han rørte ved det. En sky af støv rejste sig fra kortet. Måske blev de nødt til at finde en anden vej rundt om bjerget. Tom havde aldrig prøvet at klatre i bjerge før. Mon det ville være lige så stejlt og farligt, som han forestillede sig?
“Vi må hellere snart slå lejr,” sagde han. “Vi får brug for alle vores kræfter i morgen, hvis vi skal over det bjerg.”
De fortsatte op ad bakken. På toppen standsede de pludselig. Foran dem strakte bjergene sig, så langt øjet rakte. Mørke skygger fyldte kløfter og dale, mens bjergtoppene blussede som bål i den sene eftermiddagssol. Som rækker af gigantiske spidse og skarpe tænder stod bjergene mod den dybblå himmel.
“Hvor er det smukt,” hviskede Elenna.
Tom nikkede. Han havde set mange ting på deres monsterjagt, men aldrig et landskab, der var så overvældende som dette. Så opdagede de en gruppe forhutlede mænd, der kom gående imod dem. Tom greb sit sværd. En af mændene råbte en hilsen, da de kom nærmere. Manden bar en dreng over skulderen. Da gruppen kom nærmere, kunne Tom og Elenna se, at det var købmænd. Men de så beskidte og trætte ud. Og det lod til, at drengen var såret. Hans hoved var viklet ind i blodplettede stofstrimler.
“Kan I hjælpe os?” spurgte manden, der bar på drengen. “Har I noget vand? Vi har mistet alle vores forsyninger.”
Med det samme gav Tom ham sin feltflaske

skydeskår og det hele.

Fra tagets tårne og spir vajede