Henrik Pontoppidan

Flere af byens bedste familjer, der havde levet stort på nedarvet rigdom, sank i årene efter krigen næsten ned til fattigdom. Og som velstanden svandt, voksede trangen til religionens trøst. Pastor Sidenius’ myndige ord om det timeliges forfængelighed og armodens og savnets sande rigdom begyndte at finde forståelse hos folk og allermest netop hos dem, der forhen havde stået ham hårdest imod.

„De synes virkelig at være et sjælden begunstiget menneske, hr. Sidenius. Dersom man ikke var så gammel og affældig, kunne man fristes til at misunde Dem. Fri og ubekymret i alle forhold. Og med en appetit på livet som en solsort i et kirsebærtræ. Ja, sådan skal det være! – Og alligevel? Hvad hjælper det så? De lænker, vi mennesker ikke fødes med, dem lægger vi selv på os i livets lange løb. Vi er og bliver af slavestand. Vi føler os kun hjemme i bolt og jern. – Hvad mener De derom?“

Hvad der slog ham ved sammenligningen, var dog ikke særlig modsætningen mellem den rigdom, han havde for øje, og barndomshjemmets kummerlighed. Det var meget mere en forskel i tonen, i talens varmegrad, i selve livstemperaturen i de to hjem. Når han her hørte de kådmundede børn tale næsten kammeratlig til deres forældre; når han hørte fru Salomon drøfte forårsmoderne med sine døtre, tale til dem om, hvilke farver og hvilket snit der klædte dem, ja ligefrem pålægge dem som pligt at tage sig godt ud; når han bestandigt fandt sindene livfuldt optagne af alt, hvad der skete rundt om i verden, men aldrig hørte den mindste hentydning til det dunkle „hinsidige“, der som en gravluftning havde gennemtrængt hans eget hjem, hvor man regelmæssig begyndte og afsluttede dagen med at bortvende sig fra verden i bøn og salmesang; hvor det at pynte sig, ja blot at være velklædt og ofre omhu på sin person næsten betragtedes som uværdigt for et af Ånden genfødt menneske, – han følte da med taknemlighed, at han virkelig her havde fundet, hvad han havde villet søge i fremmede og fjerne egne, naturens børn, ubesmittede både af et himmerig og et helvede.