Hvis nogen vil rejse, og man ikke vil have, at de rejser, må man give dem en god grund til at lade være.
Det er jo sådan set simpelt nok. Det, som så er mindre simpelt, er selvfølgelig at finde ud af, hvad den gode grund skal være.

Bagefter sker der noget inde i mig. En dagdrøm, der bliver til virkelighed. En forestilling. Pludselig falder alle bøgerne ned fra reolerne. Alle. På én gang. Og samtlige sider i samtlige bøger river sig løs og svæver gennem luften, dansende, som var det fjer fra en dyne, der blev hvirvlet op i luften, og midt i hele dette virvar af dansende, svævende papirsider træder Oskar ind fra siden og ser på mig. Ser direkte på mig med et smil, der siger: “Det skal være os to, Sara. Selvfølgelig skal det det. Kom og kys mig.”

“Du må ikke blive ligesom min mor. Hun kan heller ikke finde ud af at sige noget. Jeg tror næsten, det er det mest ondskabsfulde ved sygdommen. At den altid er omgivet af stilhed. Forstår du, hvad jeg mener? Den suger alle lyde til sig. Ingen ved, hvad de skal sige. Og så kommer den der underlige tavshed, jeg ikke kan holde ud.”
“Det er jo bare, fordi det er svært at tale om almindelige ting, når … alt det med kræft og …”
“Død.”
Der bliver så stille ved bordet, at jeg ikke kan få mig selv til at trække vejret.