J.P.Jacobsen

Han var træt, udmattet, han kunne ikke holde al den poesi ud, han smægtede efter at støtte på hverdagslivets faste jord, som en fisk, der kvæles i den hede luft, må smægte efter bølgens klare, friske kulde. Det måtte holde op, det måtte holde op af sig selv; Bartholine var ikke længer uerfaren overfor liv og bøger, hun var ligeså kjendt dermed som han, han havde givet hende alt, hvad han havde fået, og nu skulle han blive ved med at give; det var umuligt, han havde ikke mere; – hans eneste trøst var at Bartholine var frugtsommelig.

Sådanne folk, de fører ikke deres elever, men der er en fyldighed i deres undervisning, en mangfoldighed og en lidt ravende alsidighed, som, når eleven ikke forvirres af den, i høj grad udvikler hans selvstændighed og næsten tvinger ham til at danne sig en egen anskuelse, eftersom børn aldrig kan slå sig til ro med noget ubestemt eller svævende, men af en instinktmæssig selvopholdelsesdrift altid fordrer et rent ja eller et rent nej, et for eller imod, at de kan vide, hvad vej de skal med deres had og hvad med deres kjærlighed.

Der er en ny fornemmelse af kraft i sådan at se med sine egne øjne og vælge med sit eget hjærte, være med til at skabe sig selv, og der dukker så meget op i sindet, såmange uændsede, spredte sider af hans væsen samler sig så vidunderlig sammen til et fornuftigt hele. Det er en betagende opdagelsestid, hvor han, lidt efter lidt, i ængstelse og usikker jubel, i vantro lykke, opdager sig selv.

Hvilke søndage! Niels var så led ved tilværelsen, at han først gav sig til at repetere, dernæst, ved hjælp af hr. Bigums store atlas, til at udvide sine geografiske kundskaber, vidt udover de foreskrevne grændser. Tilsidst begyndte han på at læse hele Bibelen igjennem, og på at holde dagbog; men Frithiof søgte i sin fuldstændige forladthed en nedværdigende trøst i at lege med sine søstre.

Han var træt af sig selv, af kolde tanker og af hjærnedrømme. Livet et digt! Ikke når man idelig gik omkring og digtede på sit liv i stedet for at leve det. Hvor det var indholdsløst, tomt, tomt, tomt. Denne gåen på jagt efter sig selv, snedigt observerende sine egne spor – i en kreds naturligvis; dette skrømtvis at kaste sig ud i livets strøm og så samtidig sidde og mede efter sig selv og fiske sig selv op i en eller anden kuriøs formumning! Blot det ville komme over ham – livet, kjærlighed, lidenskab, sådan at han ikke kunne digte med det, men så det digtede med ham.

Og nu er det jo sådan, at unge mennesker, der er kommen i et systems vold, gjærne bliver store dogmatikere med det samme, på grund af den prisværdige kjærlighed, ungdommen mestendels nærer for de færdige tilstande, for det fastslåede og det absolutte. Og når man nu sådan er bleven indehaver af hele sandheden, hele den eneste ægte sandhed, ville det så ikke være utilgiveligt, om man beholdt den for sig selv ganske alene og lod sine mindre heldigt stillede medmennesker gå deres egen, skjæve gang, i stedet for at lede og belære dem, i stedet for med en kjærlig ubarmhjærtighed at nappe efter deres vilde skud, og med venlig vold klemme dem ind til muren og vise dem efter hvad for streger deres udvikling skal gå, at de en gang, om end sent, som rette og kunstrigtige espaliers kan komme til at takke een for al den ulejlighed man har havt med dem.

„Der er ingen Gud, og mennesket er hans profet!“ sagde Niels bittert, men også bedrøvet.

„Ja, ikke sandt!“ spottede Hjerrild; lidt efter sagde han: „atheismen er dog grændseløs nøgtern, og dens mål er jo til syvende og sidst ikke andet end en desillusioneret menneskehed. Troen på en styrende, dømmende gud, det er menneskehedens sidste store illusion, og hvad så, når den har tabt den? Så er den bleven klogere; men rigere, lykkeligere? Jeg ser det ikke.“

Men Niels Lyhne havde ingen stjærne. Han vidste ikke hvad han skulle gjøre med sig selv og sine evner. Det var godt nok han havde talent, han kunne blot ikke bruge det, men gik omkring og følte sig som en maler uden hænder. Hvor han misundte dem de andre, små og store, som, hvor de så greb hen i tilværelsen, altid fik fat i en eller anden hank! – for han kunne slet ingen hanke finde.

Han kunne ikke holde tilværelsens ligegyldighed ud længer, det at blive sluppet på alle kanter og altid blive kastet tilbage til sig selv. Intet hjem på jorden, ingen Gud i himlen, intet mål derude i fremtiden! han ville have et hjem i det mindste; han skulle elske den til sig, denne plet i stort og småt, hver sten, hvert træ, livløst og levende, dele sit

hjærte ud imellem det altsammen, så det aldrig kunne slippe ham mere.