Carl Michelsen

Hun opgav sin smukke Lejlighed og lejede sig to Værelser paa en Kvist, sagde alle sine Tjenestefolk op, endogsaa sin Kammerjomfru, og tog blot en fattig, gammel Kone til at gøre rent for sig. Dette Offer var nu imidlertid mindre heltemodigt og mindre pinligt, end det skulde synes; thi i Milano er der ikke noget latterligt ved at være fattig, hvilket følgelig dèr ikke forekommer Folk som en saa forfærdelig Ulykke som saa mange andre Steder.

Det maa indrømmes, at der var Dage, da Grevinden ikke sagde et eneste Ord til nogen. Man saa hende da vandre ene under de høje Kastanietræer, hensunken i mørke Drømme; thi hun var for godt et Hoved til ikke undertiden at føle den Lede, der er forbunden med ikke at udveksle Tanker med nogen.

Fabricio havde mange Ting at bede Gud om Tilgivelse for; men mærkeligt var det, at det ikke faldt ham ind blandt sine Synder at regne den med, at han havde haft i Sinde at blive Erkebiskop, ene og alene fordi Grev Mosca var Førsteminister og fandt denne Stilling og de Fordele, den medfører, passende for Hertugindens Brodersøn. Han havde rigtignok ikke lagt nogen lidenskabelig Attraa efter den for Dagen; men han havde dog tænkt paa den, ganske som om det havde været en Generalspost eller et Ministerembede.

Dette Træk hidrørte fra den mærkelige Religionsundervisning, han havde faaet hos Jesuiterne i Milano, en Religion, der berøver en Mod til at tænke paa det usædvanlige og navnlig forbyder selvstændig Tænkning som en af de værste Synder, et Skridt henad imod Protestantismen.