Kapitel 1
Den blanke regndråbe faldt fra himlen, gennem mørket, mod de skælvende lys fra havnebyen dernede. De kolde kastevinde fra nordvest drev dråben hen imod det indtørrede flodleje, som delte byen på langs, og den nedlagte jernbanelinje, som delte byen på tværs. De fire kvadranter, som byen var inddelt i, var nummereret med uret, og derudover havde de ikke noget navn. I hvert fald ikke noget navn, som byens indbyggere kunne huske. Og mødte man de samme indbyggere langt hjemmefra og spurgte, hvor de kom fra, kunne det ske, de påstod, at de heller ikke kunne huske, hvad byen hed.
Regndråben gik fra blank til grå, efterhånden som den borede sig gennem soden og giften, der lå som et konstant låg af smog over byen, til trods for at fabrikkerne de seneste år var lukket én efter én. Til trods for at de arbejdsløse ikke længere havde råd til at fyre op i deres egne kakkelovne. Til trods for den lunefulde, voldsomme vind og den uophørlige regn, som nogen påstod var taget til for et kvart århundrede siden, da sidste verdenskrig var blevet bragt til standsning med to atombomber. Med andre ord samtidig med at Kenneth blev indsat som byens politimester. Fra sit kontor på Hovedkvarterets øverste etage havde politimester Kenneth misrøgtet byen med jernhånd i femogtyve år, uafhængigt af hvem der sad i borgmesterstolen, eller hvad de høje herrer i hovedstaden Capitol sagde, men ikke gjorde, i forbindelse med at landets næststørste og engang vigtigste industriby sank ned i et morads af korruption, konkurrence, kriminalitet og kaos. For seks måneder siden var politimester Kenneth faldet ned af en stol i sit sommerhus. Og tre uger efter var han afgået ved døden. Efter en begravelse, som var en diktator værdig, havde bystyret og borgmester Tourtell hentet Duncan ind som ny politimester, en bredpandet søn af en biskop og leder af Afdelingen for Organiseret Kriminalitet i Capitol. Og dermed blev håbet tændt hos en overrasket befolkning.
Det havde været et overraskende valg, fordi Duncan ikke kom fra den gamle skole af politisk pragmatiske politifolk, men fra den nye generation af