Henne ved sengen stod han med ryggen til, kun i underbukser, sokker og sokkeholdere.

Der er heller ikke noget, som er personligt; der er ingen skyld tilbage, ingen gæld, og ingen soning er derfor vigtig længere.

Min farmor har fortalt mig om sit første møde med Radoslav. Det var på et tidspunkt under krigen, da han var blevet en berygtet partisan. Baba var nygift med Milorad, og da der blev dækket op for Rado­slav og hans mænd, skulle hun som den nye i storfamilien i Jovans hus have ærespladsen ved siden af den store kommunistsoldat. Så der sad hun. Men hun kunne intet spise, og hun kunne heller intet sige, for hun var alt for bange for ham, så hun sad kun og græd så forsigtigt, hun kunne. Det var ikke noget, han havde sagt eller gjort. Da hun fortalte mig det, forstod jeg, at Radoslav var så ødelagt af at myrde og af selv at være ved at blive dræbt, at alt, hvad der var sket, nu stod omkring ham som en stemning af vold og død. Han var blevet til en mand, der ikke længere kunne sætte sig ved et bord og være et menneske mellem mennesker.