Men hovedsagen ved menneskene er deres øjne og deres fødder. Man må kunne se verden og gå til den.

Franz Biberkopf synes dog ikke, det er særlig pænt af livet, og i lang tid har han fået nok af sådan en tarvelig og nederdrægtig tilværelse, i strid med alle gode hensigter.

Franz begynder at betragte byen, som en hund, der har tabt færten