Camilla Schierbeck

Isabel kiggede overrasket på mig.
”Du svigter os ikke,” sagde hun. ”Vi hjælper dig bare, så du ikke skal danse kyllingedans midt i timen. Det er fint med os, hvis du ikke vinder. Vi kan sagtens klare Jakob. Jeg er ligeglad med, hvad han går og siger.”
Sadie nikkede.
”Og nogle gange er Jakob faktisk ret sjov,” sagde hun. ”Og lidt nuttet,” tilføjede hun.
Jeg rynkede på næsen. Det var mere ulækkert end en hundeprut.
”Så du skal ikke gøre det for os,” sagde Sadie. ”Vi er dine venner uanset hvad.”
Det var rart at høre, og jeg fik det lidt bedre, men jeg var stadig bekymret. Hvis jeg tabte, betød det ikke kun, at Jakob ville blive ved med at drille os. Det betød også, at jeg var nødt til at rejse mig op i klassen og opføre mig dårligt. Birgitte ville blive så skuffet over mig. Og når hun ringede til mine forældre og fortalte dem om det, ville de også blive skuffede over mig. Jeg ville sikkert få skældud og få stuearrest resten af livet.
Isabel tørrede lidt snavs af sin sneaker.
”Hvis du taber, behøver du jo ikke at danse kyllingedansen,” sagde hun. ”Du kan bare sige til Jakob, at du ikke gider.”
Sadie og jeg sad og stirrede på hende, som om hun var blevet tosset, for det var hun åbenbart.
”Det bliver jeg da nødt til,” sagde jeg. ”Alle hørte os lave væddemålet. Og vi gav hånd på det. Jeg kan ikke bakke ud af det nu.”
Isabel trak på skuldrene.
”Det virker bare ikke så klogt,” sagde hun.
Jeg nikkede trist.
”Det er bestemt ikke klogt,” sagde jeg.
Sadie lagde armene over kors.
”Nå, men du har ikke tabt endnu. Og det gør du måske heller ikke. Og hvis du gør, må vi finde på noget smart.”
”

Det er blandt andet derfor, at hun er den bedste hund i verden.

Banana vidste altid, hvad jeg tænkte. Det er