Og her begyndte Alice at blive meget søvnig, og drømmende sagde hun til sig selv igen og igen: „Spiser katte flagermus? Spiser katte flagermus?“ og somme tider: „Spiser flagermus katte?“ for du kan jo nok forstå, at da hun ikke kunne svare på nogen af spørgsmålene, var det ligegyldigt, i hvilken rækkefølge hun sagde ordene.

Hun plejede at give sig selv meget gode råd (selv om hun meget sjældent fulgte dem)

men Alice var blevet så vant til ikke at forvente andet end usædvanlige hændelser, at det syntes helt kedeligt og dumt, at livet gik videre på den samme måde.