Den første, som vi skal kigge på i det næste kapitel, er en omfattende form for ansvar: du skal tage ansvar for alt, hvad der sker i dit liv, uanset hvis skyld det er.
Den anden er usikkerhed: anerkendelsen af din egen uvidenhed og evnen til hele tiden at tvivle på dine egne overbevisninger.
Den tredje er fiasko: du skal være villig til at opdage dine egne fejl og mangler, så du kan forbedre dem.
Den fjerde er afvisning: du skal være i stand til både at sige og høre nej, så du tydeligt kan definere, hvad du vil acceptere, og hvad du ikke vil acceptere i dit liv.
Den femte og sidste værdi er at være bevidst om, at du skal dø. Denne værdi er altafgørende, for det at vi er opmærksomme på vores egen død er måske den eneste ting, der hjælper os til at sætte alle vores andre værdier i det rette perspektiv.

Det er skidt for os, hvis vi er besat af vores følelser og overdriver deres betydning, for følelser varer aldrig ved. Uanset hvad der gør os glade i dag, vil det ikke længere gøre os glade i morgen, fordi vi altid har brug for mere. Hvis vi er besat af lykke, ender vi uundgåeligt i en uendelig jagt på ‘noget andet’ – et nyt hus, et nyt forhold, et nyt barn, en ny lønforhøjelse. Og på trods af alle vores anstrengelser ender vi med at føle os uhyggeligt meget, som da vi begyndte: utilstrækkelige. Psykologer omtaler af og til fænomenet som ‘den hedonistiske trædemølle’: det er tanken om, at vi altid knokler for at ændre vores livssituation, men alligevel aldrig føler, at vi for alvor ændrer os.

Bukowski skrev engang: »Vi skal alle dø, os alle sammen. Sikke et cirkus! Alene det burde få os til at elske hinanden, men det gør det ikke. Vi lader os terrorisere og udslette af livets banaliteter. Vi bliver ædt op af ingenting.«