Suzanne Brøgger

Blodbøgen hviskede min mors blodige tårer væk og jeg bandt mig til den med tråde af flyvende sommer.

Tidens uendelighed og vindens monotoni oplevede jeg som kærtegn, jeg blev høj af himlen og af luften

at jeg var ved at forberede jorden

ALT ER, HVOR JEG ER – ligesom alt er, hvor enhver er.

I det virkelige liv forholder det sig omvendt, jo mere man giver, jo mere har man at give, kærlighed er noget, der yngler, en kraft, der fremkalder kærlighed.

Således er kærligheden, som Madame de Staël skrev, „historien om kvindens liv og en episode i mandens“.

Kun de kulturer har kunnet overleve i evolutionen, hvor mødre eller deres erstatninger har været tilstrækkelig tilgængelige for deres børn. Samfund, som belaster folk i den grad, at der ikke bliver tid nok til et samspil med børn, der kan gøre dem menneskelige, må gå til grunde; derfor har også kun de kulturer overlevet hidtil, som har skabt en rimelig balance.“

Men det afgørende er, at forældrene ikke havde brug for deres børn, børnene vidste bare fra starten, at der var brug for dem i verden, at de havde livsvigtige funktioner, hvilket er noget ganske

Hvis vi bare bliver fodret rigeligt med tryghed, kundskab og kærlighed, så bliver menneskene lykkelige – og livet risikofrit. I så fald, hvis det skal være på den måde, så fri os fra kærligheden. Så vil jeg nemlig hellere have et strygejern i hovedet

Konflikten rammer især middelklassen og nødvendiggør hykleri, fordi de færreste middelklasseforældre tør vedgå, at de ikke elsker deres børn. Jeg har set arbejderforældre kaste sten i hovedet på deres børn, men jeg tror ikke, at de nødvendigvis kommer til at lide så meget som de middelklassebørn, der konstant er ofre for hykleri