Karsten Sand Iversen

Alt, hvad vi har, er den Tao-te-king, som er her, nu. Således også med oversættelser fra fremtidens eller en fremtids litteratur. At den endnu ikke er skrevet, det blotte fravær af en tekst at oversætte, gør ikke den helt store forskel. Hvad der var, og hvad der kan blive, ligger, som børn hvis ansigter vi ikke kan se, i tavshedens arme. Det eneste, vi nogen sinde har, er her, nu.

Store dalege stod langs vejen for at give læ og skygge, sine steder elme, popler eller mægtige, hvide eukalyptustræer, så store og forvredne, at de så ældre ud end Vejen. Men den var så bred, at selv morgenskyggerne ikke nåede over den. Jeg troede, den måtte være så bred, fordi den var så gammel, men min mor forklarede, at den var bred, fordi de store flokke fra Øvre Dal efter Verden vandrede ad den ned til saltengene ved Nas Mundinger og efter Græsset igen op gennem Dalen, og nogle af de flokke bestod af tusind får eller flere. De var alle draget forbi, og vi mødte kun et par vogne med gødning, som fulgte efter de sidste af dem sammen med en gruppe lortede og hæse ynglinge fra Telina, der skovlede gødning op til brug på markerne. De råbte alskens vittigheder efter os, og mine mødre svarede leende, men jeg skjulte ansigtet. Der var enkelte andre rejsende på vejen, og når de hilste på os, skjulte jeg hver gang ansigtet igen. Himpi Men når først de var forbi, stirrede jeg efter dem og stillede så mange spørgsmål: hvem er de? hvor kommer de fra? hvor skal de hen? at Tapper begyndte at le ad mig og svare mig med spøgefuldheder.

Som vi gik langs nordøstsiden af Floden, indsnævredes Dalen, og vejen gik mellem lunde af oliven, blomme og nektarin, mellem vinskråninger anlagt i terrasser