Søren Pilmark

Han var overbevist om, at hans ophold i landsbyen bare var en overgang.

Alle ruderne var beskidte og støvede med fugleklatter på, der gjorde dem næsten uigennemsig­tige.

Martin Dalum lod sig ikke mærke med blæsten og stod som en klippe med det grå hår hvirvlende rundt om det skarptskårne ansigt, mens han sagde farvel til menigheden.

Han trak vejret dybt og lagde sedlen tilbage i lommen, mens han pressede røret mod øret.

Han tømte garderoben for alt, hvad han kunne få øje på, og kastede kostumer, sminke og tryllerekvisitter hulter til bulter ned i kufferten.

Ville have spurgt ham, hvad der var i vejen, og talt med ham.

Det ovale skilt til højre for indgangsdøren med de seks hvide bogstaver på den flaskegrønne baggrund fortalte, hvilken etat der havde til huse der, og det var rigeligt til at indgyde besøgende den fornødne alvor og ærefrygt.

Alle lydene omkring ham var indkapslet i en dyb brummen, der indimellem afløstes af en høj hyletone.

Der var ganske vist ingen børn ude på det lille asfalterede område, der skulle gøre det ud for en skolegård, men han ville ikke fremstå som en dreng, der var nødt til at holde en voksen i hånden.

Det varme gule lys faldt skråt ud ad spisestuens otte høje vinduer og ramte de sirligt klippede buksbom, der stod i snorlige rækker på hver side af hovedtrappen til det store hus.