Jeffrey Archer

bedste ven.
Karin hadede, at hun ikke kunne fortælle Giles sandheden om, hvorfor hun så ofte havde drukket te med baronessen i Overhuset. Nu da Cynthia var død, ønskede hun ikke længere at leve et liv, der var baseret på en løgn

spille på Ashton Gate. Om søndagen plejede mor at slæbe mig af sted til Holy Nativity Church, noget, jeg ikke kunne slippe for. Når pastor Watts havde lyst den sidste velsignelse, løb jeg hele vejen tilbage til sportspladsen for at spille fodbold med mine

Maisie, Harrys mor, var den næste, der stod op. Hun sprang ud af sengen et øjeblik efter at have hørt den første dør smække. Når Stan var færdig på lokummet, var en gryde grød allerede

at Stan var på vej til arbejde. ”Jeg har fået tilbudt et job som servitrice på Royal Hotel,” fortalte hun så.
Ingen omkring bordet reagerede, fordi det var meningen, at samtalen over morgenmåltidet skulle følge et fastlagt mønster, så ingen blev taget på sengen. Harry havde en lille snes ting, han gerne

sæt undertøj, hvide. Og et St Bede’s-slips.” Ekspedienten kiggede omhyggeligt listen igennem. ”Jeg tror, vi har det hele. Åh nej, drengen skal jo også have en skolekasket.” Han rakte ned under skranken, trak en skuffe ud og tog en rød og sort kasket op

Pastor Samuel Oakshott (cand.mag. fra Oxford) stod med skrævende ben på podiet. Han kiggede velvilligt ned på sin flok, for det var helt sikkert sådan, at rektoren på St Bede’s tænkte om sine elever.
Harry, der sad på første række, kiggede op på den skræmmende

hænder røg op. ”Matthews,” sagde han og nikkede over mod en særlig ivrig hånd.
”Nelson, sir.”
”Korrekt. Og hvem var på det tidspunkt premierminister?”
”Hertugen af Wellington, sir,” sagde Matthews, men lød denne gang en smule usikker

Ingen af dem sagde noget, da endnu en mand, denne iført en kort, sort jakke, trådte ind i stuen fulgt af en ung kvinde i en smart blå uniform meget lig den, hans mor havde på, når hun serverede

Klokken ringede.
”Så er det nu, I skal klæde jer af,” sagde præfekten i de nye drenges sovesal den første aften i semestret. De så alle så små og hjælpeløse ud, tænkte Harry. Et par af dem havde helt tydeligt besvær med at holde tårerne tilbage, mens andre kiggede sig

”Så klar som jeg nogensinde vil kunne være,” svarede Harry. ”Jeg fulgte for resten Deres råd og kiggede eksamensspørgsmålene fra de sidste ti år igennem. De havde ret, der er et tydeligt mønster, hvor nogle af de samme spørgsmål dukker op igen med