Einar Elkær

Sandheden ligger i Midten – den ligger i Midten som en Kvinde mellem to Mænd. Hun foretrækker hver anden Gang, og hun føder Bastarder. – Omsider bliver vi kloge paa, at alle Synspunkter er forkerte, vi opdager, at der ikke er anden Poesi end Legemets

Vi opdager, at al Religion er Dyrkelse af Mennesket, men at man hidtil har gjort Guder af Drømmene om det fuldkomne Menneske. Vi bestemmer os til at være Guder selv. Vi kan ikke blive det. Thi vi har arvet en Baggrund i vort Væsen. Vor Bevidsthed er sammenlignende. Men vi hader vore Medmennesker, fordi vi i dem kun ser slette Efterligninger

Man lagde sig efter gammeldags Stil, man hvilede ud i stemningsfuldt Enfold – men hvad var den Naivetet værd i Længden, naar man blev staaende bagved med sit overkloge og øde Ansigt? Hvorfor med Vold spalte sig i et patetisk og et kritisk Jeg? Man kunde ikke gaa tilbage. Paa Udviklingens Væv var der et Hjul med Takker, og derimod laa en Spaan, Hjulet kunde gaa frem men ikke tilbage. Man kunde fornægte Vidskab og Klarhed til en Tid og gemme sig i Taagen – Følelsens Med-Vilje-Blindhed, men Bevidstheden om Falskneriet gnavede disse Fornægtere og gjorde dem til Melankolikere – ikke at tale om, at de gjorde en Dødskamp pinligere. Nej, man kunde ikke vælge „Sider“ af Tilværelsen, man blev nok nødt til at tage den hel, hvis man selv vilde være hel. Gud var alvidende … men det Menneske, der kunde føle sig selv som en Enhed, var Gud

Jeg klarer mig i det hele taget bedst, naar jeg kan være ubehagelig, saa er jeg mest mig selv – ja De smiler – det er komisk ogsaa. Men kan De alligevel ikke forstaa, at jeg helst vil holde Fjendskab med Folk? Saa er mit Sind et frisk Saar – salt

har ikke noget helt og uforfalsket Selv, det er nok Sagen. Jeg har saa tit lagt Mærke til i Kafeerne – naar en Fremmed blot ser paa mig, faar jeg en mystisk Anelse om hans første Indtryk af mig, jeg faar en Stemning af mig selv, saaledes som jeg maa se ud for en, der ser mig første Gang. Er De med? – Naturligvis, jeg er altfor optaget af mig selv. – Men henvender den Mand sig nu til mig, taler til mig, saa er mit virkelige, reale Selv allerede omformet, jeg rejser mig fordrejet, en anden end jeg selv taler ud af mig, uden at jeg kan forandre det.