Nøffe og Raff sidder en aften og kigger på stjerner. Det er koldt, men stjernerne på himlen funkler og blinker og det er så smukt. Pludselig ser de et stjerneskud. Et meget tydeligt et. Det lyser så kraftigt, at de må holde sig for øjnene. Og det så ud som om stjernen landede lige bag ved en bakke i nærheden. Der løber derover – og får en stor overraskelse.
En historie om hvor anstrengende det kan være, hvis man gerne vil være stjerne for en aften.
NB: Denne historie findes også som en af ti historier i bogen «Vintervæsner».
Uddrag:
“Se, hvor de lyser,” sukker Raff.
“Ja. Det er smukt og … øhm … kønt,” siger Nøffe og vinker til nogle af dem.
“Hvorfor vinker du til dem?” spørger Raff.
“De blinker jo også til … øhm … til mig, så for at de ikke skal tro, at jeg er uhøflig, vinker jeg tilbage.”
Raff griner. “Stjerner blinker da altid. Også når vi ikke kigger på dem.”
“Det tror jeg ikke,” siger Nøffe. “Stjernerne blinker kun, når vi … øhm … kigger på dem.”
“Er det rigtigt?”
“Ja da. Hvorfor … øhm … hvorfor skulle de ellers blinke?”
“Hmmm,” mumler Raff. De sidder et stykke tid i tavshed og kigger på stjernehimlen. Så siger Raff: “Men de lyser da. Jeg mener … selvom vi ikke kigger på dem, gør de ikke?”
Nøffe ryster på hovedet. “Nu er du vist lidt dum, Raff. Hvis de ikke lyser hele tiden, er de jo ikke … øhm … stjerner.”
“Hvad er de så?”
“Det … det ved jeg ikke, men … øhm … de er i hvert fald ikke stjerner. Stjerner skal lyse.”
