BOB

Altanen gjorde indtryk, de stod længe derude og betragtede Grøndalsparken og de gule etageejendomme, flot anlagte cykelstier, mens vi kom i tøjet og fik redt sengen løseligt.

Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket. Op og ned ad trappen gik det, Bob bar næsten alt. Papkasser, poser og sække. Konstant sagde

Bob havde lyst til at tænde radioen, men frygtede violinmusik eller blues, han så ned på sine kondisko, snørebåndene var mere sorte end hvide. Han havde indimellem overvejet at lægge dem i blød, men problemet var hele tiden, at han skulle bruge skoene. I

En beværtning med grønt lys i vinduerne og kø helt ud på fortovet, folk stod i lange frakker og råbte.

– Her skal vi ind, sagde Vålse, faldt straks i snak med en mørkhåret pige i ridestøvler og alpehue. Hun var i byen med sin søster, de skulle have rom og cola.

En af pigerne fra læsegruppen havde bagt krydderkage. Hun var bekymret for, om den var klæg, den havde fået lige i underkanten på grund af togtiderne fra Greve.

Klokken halv tre gik han ud og fandt sin cykel og cyklede hjemad. Han tog en lille omvej forbi fuglekvarteret, steg af i en grøftekant. Himlen var allerede svagt lysere mod øst, han tænkte: Det var den sommer. Tre dage senere tabte han en knap bag Lollands Centret, den trillede hen i nærheden af et par kinasko, og det var mine.

Han havde aldrig tjent over atten hundrede kroner på en hel sommer, og han gik stadig med kam i baglommen. Når han tog ordet, holdt han det nogle gange lidt for længe.

Han satte sig på et trappetrin, besluttede at tænke over tingene, men det eneste, han havde i hovedet, var, om det virkelig ville være muligt at få vasketøj tørt udendørs på denne tid af året.

Men den blev straks taget, det fik ham til at smile.

Karkluden hang over vandhanen som aldrig før.