«Sartre har kaldt Antoine Bloyé for „den smukkeste, den mest lyriske af alle begravelsestaler». Og romanen er en begravelsestale, hudløs og frygtindgydende ærlig, over den mand, hvis skygge falder ind over hele Nizans liv, hans far, en ingeniør ved de franske jernbaner, der efter et tilsyneladende vellykket liv pludselig havner i dyb krise og uden at efterlade sig nogen forklaringer tager sit eget liv. Antoine Bloyé er Nizans forsøg på på én gang at forstå og rense sig fra farens skæbne. Romanen er et monument over en forræder, der ikke blot har svigtet sin egen klasse, arbejdernes, men også det dybeste og dyrebareste i sig selv, kærligheden og sin egen skabende evne."
Fra Carsten Jensens efterskrift
