Anne-Cathrine Riebnitzsky

Orkansæsonen og stilheden

  • Kjesten Jørgensenhar citeretfor 4 år siden
    an lærer at leve med det,” siger han. “Ingen handlinger er uden konsekvenser. Det ikke at handle har også konsekvenser. Man har ting i sin rygsæk. Man kan behandle noget af det. Men ikke det hele.” Han sukker. “Jeg ville bare gerne have, at du skulle vide, at du kan tale
  • Kjesten Jørgensenhar citeretfor 4 år siden
    Altså du tror jo ikke på Gud. Det gør jeg. Og i mit system så er det sådan, at man går gennem svære tider, men Gud ønsker at hele os. Og nej, i det system er det ikke meningen, at du skal være halv. Du må såmænd gifte dig igen, hvis du vil. Og i hvert fald er det i min tro Guds mening at hjælpe dig over sorgen og gøre dig glad igen. Og selv om
  • Kjesten Jørgensenhar citeretfor 4 år siden
    Hun er den sidste i verden, som skal bestemme, hvordan jeg vil opføre mig over for andre mennesker. Det er hun simpelthen ikke kvalificeret til
  • Kjesten Jørgensenhar citeretfor 4 år siden
    opførsel. Det er, som om ideen om, at ethvert valg har konsekvenser, er sat helt ud af spil.”
  • Kjesten Jørgensenhar citeretfor 4 år siden
    De mister aldrig helt kontrollen. Først når deres hjerner går ud som osende stearinlys, begynder de at fise som gammelost og gå i hullet tøj. Ikke før
  • Kjesten Jørgensenhar citeretfor 4 år siden
    kommer og går, men bortset fra de to årstider, den våde og den tørre, orkansæsonen og stilheden, så er alt i Rio Dulce, som det plejer at være og har været, så længe hun kan huske. Ting gror og dør, vokser og vælter. Leon er færdig som kurer.
  • Kjesten Jørgensenhar citeretfor 4 år siden
    Stenene er ikke rigtige sten. De sten, der har været i området, befinder sig nu formodentlig alle sammen inde i pyramiderne. Og pyramidernes fint tilhuggede stenoverflader er ikke sten, men aske fra et særligt træ blandet med kalk og vand. Mayaerne lavede stenene selv. Og ryddede regnskoven til deres ufattelige bygningskomplekser.
  • Kjesten Jørgensenhar citeretfor 4 år siden
    Der er to slags smerte her i verden. Smerten ved at forblive på stedet og i den situation, man er i. Det er den ene. Den anden er smerten ved at forandre sig. Gøre det vanskelige, rejse, forandre sig, lave noget om. Den sidste er klart at foretrække for den første. Forstår du det?”
    Nory nikker.
  • Susanne Andersenhar citeretfor 4 år siden
    Monica beder indvendigt, mens de langsomt ruller hen ad endnu en stribe asfalt, hvor bilern
  • Susanne Andersenhar citeretfor 4 år siden
    De træder ud af slagtehusets mørke.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)