Smil vi skal spise

Måltiderne adskiller sig ikke fra resten af familiens liv – de afspejler det.

Det mindste, man kan gøre, er da at sørge for, at ens egne børn får en god ernæringsmæssig start i livet. Det koster tid og planlægning, men så må man udskyde nogle af sine egne interesser til børnene bliver større.

Den tredje medfødte kompetence er børns evne til at reagere eksistentielt sandfærdigt på samspillet med forældrene.

Jeg anbefaler, at forældrene respekterer børnenes kompetence på disse to områder, også selv om det stiller nogle krav til forældrene,

Børns medfødte kompetencer i forbindelse med mad og måltider er, at de kan tage ansvaret for deres appetit og smagsløg og at deres reaktioner er autentiske og meningsfulde.

Forældrene har ansvaret for tonen, stemningen og atmosfæren i familien – både den der råder mellem de voksne og mellem voksne og børn.

Det betyder rent praktisk, at forældrene afgør, hvad der købes ind og i hvilke mængder, det skal være til rådighed for børnene.

Forældrene har både ansvaret for deres egen og børnenes ernæring

Alt, hvad der rører sig i den enkelte og i de indbyrdes relationer bliver bragt til torvs under måltiderne – direkte eller indirekte.

Alle voksne ved, hvor ubehageligt det er at blive stirret på, rettet på og observeret, når vi spiser. Vi mister både appetitten, nydelsen og lysten til at være sammen med den, der gør det. Det føles krænkende og grænseoverskridende, og det er det også!

Det kan koste mere udholdenhed fra forældrene og flere opslidende forsøg fra barnet, men det skal nok virke konstruktivt og lære begge parter ny, værdifuld adfærd. Det kan tage en måned eller mere, men det anser jeg for billigt sluppet sammenlignet med udsigten til 15 år, hvor både forældre og barn må leve, som vinden tilfældigvis blæser og uden nogensinde at få det, de virkelig har brug for.

selv om hendes måde at administrere dette alt for store ansvar på kan virke nok så magtfuld, er det ikke fordi hun eller andre børn har den ringeste lyst til at have magten i deres familie. De vil gerne ses, høres, inddrages og være medbestemmende og det er noget helt andet.

Det er forældrenes ansvar at sørge for, at disse og lignende situationer ikke udarter sig til magtkampe. Ikke bare fordi magtkampe er ubehagelige og destruktive, men fordi det aldrig har handlet om magt, men om ansvar.

mig, når du har bestemt dig. (Ingen forklaringer eller undskyldninger for at få realiteterne til at glide ned!)
(herefter skal Kamma have ro til at bestemme sig. Det vil sige, at forældrene må fjerne deres fokus fra hende og koncentrere sig om deres egen morgenmad. Dette er ikke det samme som at afvise eller ignorere Kamma. Det er at give hende valgets gave og ansvar, efter at forældrene har defineret livets realiteter denne morgen. Skulle Kamma forsøge sig med et, “Så vil jeg bare ikke ha’ noget, når I er så dumme,” er svaret et venligt, “Nå ja, det kan du selvfølgelig også vælge. Det havde jeg ikke lige tænkt på. Men jeg vil helst have, at du spiser noget”. Hvis Kamma nægter, er det i orden. Hun dør ikke af sult og gentager det med sikkerhed ikke hver morgen resten af sin barndom).

Mor: Hvad vil du gerne ha’ til morgenmad, Kamma?
Kamma: Jeg vil ha’ youghurt med jordbær.
Mor: O.k. nu skal jeg se, om vi har noget...Det har vi ikke, Kamma. Vi har med skovbær eller også kan du få cornflakes med mælk.
Kamma: Jamen, når jeg nu vil ha’ med jordbær (det tager lidt tid at bearbejde den nye virkelighed).
Mor: Ja, det er også ærgerligt, men sådan er det altså (jeg anerkender, at det tager dig lidt tid at omstille dine forventninger). Samtidig stiller hun cornflakes og youghurt frem på køkkenbordet.
Kamma: Jeg VIL altså ha’ med jordbær!!
Mor (venligt): Det kan ikke lade sig gøre, Kamma. Du kan selv vælge, om du vil have cornflakes med mælk eller youghurt med skovbær. Bare fortæl

Kamma er blevet “forældreløs” i den forstand, at hun mangler sine forældres erfaring, overblik og personlige autoritet som pejlemærker og i stedet er henvist til at navigere gennem livet udelukkende styret af sin egen spontane lyst og med en besætning bestående af to handlingslammede matroser.

“Hvad du lyster, skal du få” var fra begyndelsen forældrenes kærlighedsgave til hende og selv om hun bliver glad hver eneste gang, hun får lige præcis det, hun har mest lyst til, bliver hun summa summarum frustreret og ulykkelig.

Hendes eneste mulighed er at protestere mod alt, hvad hun i øvrigt får tilbudt.

Far: Kamma, for fanden! Kan du ikke bare spise de cornflakes, så vi kan komme på arbejde? I sidste uge elskede du cornflakes. Jeg skal nok købe jordbæryoughurt og havregryn på vej hjem i dag.
Kamma: Jeg vil ha’ jordbær!!
Mor: Nu hælder jeg altså cornflakes op til dig. Vi skal jo på arbejde..og du glæder dig da også til at komme i dagpleje – ikke?
Kamma: Så vil jeg altså ha’ MEGET sukker og chokoladedrys på – ellers ka’ jeg ikke li’ det!
Mor: Jamen Kamma, du ved da godt at det ikke er sundt med alt det sukker!
Far: Gi’ hende det nu bare, så vi kan få lidt fred. Det er da fandens til måde at starte dagen på!
Mor: Ja, det er jo ikke mig der har glemt jordbæryoughurt. Det er da i det mindste sundt.

Denne uheldige kombination har skabt mange såkaldt kræsne børn.
Eksempel:
Familien – mor, far og Kamma på 3 år – er samlet til morgenmad i køkkenet.
Mor: Hvad har du lyst til at få til morgenmad, Kamma?
Kamma: Jeg vil ha’ youghurt med jordbær.
Far: jeg tror ikke, vi har med jordbær...kun med skovbær.
Kamma: jamen, jeg VIL ha’ jordbær!!
Mor: Ja, ja lad mig nu lige se efter i køleskabet...Det er rigtigt nok Kamma, vi har ikke med jordbær, men skovbær kan du da også godt li’, ikke?
Kamma: Jeg vil altså ha’ med jordbær. Hvorfor har vi ikke jordbær, når jeg nu vil ha’ det?
Mor: Det ved jeg altså ikke Kamma...Hvorfor købte du ikke med jordbær?
Far: Det ved jeg ikke. De havde det vel ikke...og jeg kan snart heller ikke huske hvad det nu er hun helst vil have for tiden...Ka’ du ikke bare spise med skovbær, Kamma, så vi kan blive færdige og komme af sted!
Mor: Kan du ikke bare prøve at huske lidt på den slags, så vi kan undgå det her. Det er altså ikke nogen rar måde at begynde dagen på.
Kamma: Så vil jeg ha’ havregryn med mælk på!
Far: Vi har ikke havregryn – kun cornflakes. Du kan få cornflakes med mælk på?
Kamma: Jeg ka’ ikke li’ cornflakes. Jeg vil ha’ havregryn!