Bøger
Henrik Ibsen

Gengangere

    René Frandsenhar citeretsidste år
    FRU ALVING. De véd godt, hvad slags liv Alving førte i den tid; hvilke udskejelser han gjorde sig skyldig i.

    PASTOR MANDERS. Jeg véd såre vel, hvilke rygter der gik om ham; og jeg er den, som mindst af alle billiger hans vandel i ungdomsårene, såfremt rygterne medførte sandhed. Men en hustru er ikke sat til at være sin husbonds dommer. Det havde været Deres skyldighed med ydmygt sind at bære det kors, som en højere vilje havde eragtet tjenligt for Dem. Men i det sted afkaster De i oprørskhed korset, forlader den snublende, som De skulde have støttet, går hen og sætter Deres gode navn og rygte på spil, og – er nær ved at forspilde andres rygte ovenikøbet.
    René Frandsenhar citeretsidste år
    FRU ALVING. Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig jeg følte mig i dette første år?

    PASTOR MANDERS. Det er just den rette oprørsånd at kræve lykken her i livet. Hvad ret har vi mennesker til lykken? Nej, vi skal gøre vor pligt, frue! Og Deres pligt var at holde fast ved den mand, som De engang havde valgt og til hvem De var knyttet ved hellige bånd.
    René Frandsenhar citeretsidste år
    PASTOR MANDERS. Mindes De, at De efter knapt et års ægteskab stod på afgrundens yderste rand? At De forlod Deres hus og hjem, – at De flygted fra Deres mand; – ja, fru Alving, flygted, flygted, og nægted at vende tilbage til ham, så meget han end trygled og bad Dem om det?
    Pernille Arenfeldthar citeretfor 4 år siden
    osvald: Jeg har ikke bedt dig om livet. Og hvad er det for et slags liv, du har givet mig? Jeg vil ikke ha’ det! Du skal ta’ det igen!
    Pernille Arenfeldthar citeretfor 4 år siden
    osvald: Ja, for dette er så ubeskrivelig afskyeligt, ser du. Å, havde det bare været en almindelig dødelig sygdom –. For jeg er ikke så bange for at dø; skønt jeg jo gerne vil leve så længe jeg kan.
    fru alving: Ja, ja, Osvald, det må du!
    osvald: Men dette er så forfærdelig afskyeligt. At bli’ ligesom forvandlet til et spædt barn igen; at måtte mades, at måtte –. Å, – det er ikke til at beskrive!
    Pernille Arenfeldthar citeretfor 4 år siden
    osvald: Du? (Smiler.) Nej, mor, den håndsrækning gir du mig ikke. (Ler tungt.) Du! Ha - ha! (Ser alvorligt på hende.) Forresten var du jo nærmest til det. (Hæftigt.) Hvorfor kan du ikke sige du til mig, Regine? Hvorfor kalder du mig ikke Osvald?
    Pernille Arenfeldthar citeretfor 4 år siden
    pastor manders (slår hænderne sammen): Og så ikke assureret! (Ud samme vej.)
    Pernille Arenfeldthar citeretfor 4 år siden
    regine (råber): Det brænder i asylet!
    fru alving (mod vinduet): Brænder!
    pastor manders: Brænder? Umuligt. Jeg var jo nylig dernede
    Pernille Arenfeldthar citeretfor 4 år siden
    osvald: Tilsidst sa’ han: der har lige fra fødselen af været noget ormstukket ved Dem; – han brugte netop udtrykket «vermoulu».
    Pernille Arenfeldthar citeretfor 4 år siden
    osvald: Men det var ikke så; det mærked jeg snart. Jeg kunde ikke arbejde længer. Jeg vilde begynde på et nyt stort billede; men det var som om evnerne svigted mig; al min kraft var som lamslåt; jeg kunde ikke samle mig til faste forestillinger; det svimled for mig, – løb rundt. Å, det var en forfærdelig tilstand! Til slut sendte jeg da bud efter lægen, – og af ham fik jeg vide besked.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)