Vi færdes blandt de øvrige, normale i alle henseender, måske er vi mere normale end alle andre, fordi vi ikke har ladet os selv blive indpakket og mumificeret i civilisationens sterile svøb. Vi ser blod, og vi vender os ikke bort. Vi ser dets glinsende skønhed, vi mærker dets primitive tiltrækningskraft.
Alle, der kører forbi et ulykkessted og ikke kan lade være med at kigge efter blodet, forstår dette. Under afskyen, trangen til at vende sig væk, banker en større kraft. Tiltrækningen.
Vi vil alle sammen gerne se. Men vi vil ikke alle sammen indrømme det.