Viktor Frankl

Psykologi og eksistens

Lisbeth Ehmsen Kronborg
Lisbeth Ehmsen Kronborghar citeretfor 3 måneder siden
I begyndelsen nævnte jeg den store devaluering af alt – med de få omtalte undtagelser – der ikke umiddelbart hænger sammen med livets opretholdelse for mennesket og for dem, mennesket føler sig stærkest knyttet til. Denne devaluering standser imidlertid ikke ved selve mennesket, ved ens egen person. Også den bliver trukket ind i en åndelig hvirvel, der ser ud til at tage alle værdier ned i en afgrund af usikkerhed. Under suggestion fra en omverden, der for længst har afskrevet menneskelivets værdi, menneskers værdighed, der snarere har gjort menneskene til viljeløse objekter for en udryddelsespolitik, hvis endelige mål blot er udskudt lidt til fordel for en udnyttelsespolitik, der vil udnytte de sidste rester af arbejdsduelighed – under suggestion fra sådan en omverden må ens eget jeg også til sidst devalueres. Hvis mennesket i koncentrationslejren ikke mobiliserer følelsen af egen værdi, mister det følelsen af at være et væsen, for ikke at tale om et åndeligt væsen med indre frihed og personlig værdi. Mennesket oplever kun sig selv som den ringeste del af en stor masse, dets tilværelse synker ned på massetilværelsens niveau. Uden at tænke eller ville noget bliver menneskene drevet hid og did, væk fra hinanden eller sammen, ligesom en fårehjord. Til højre og til venstre for dig, foran eller bag ved dig lurer en lille, men bevæbnet, raffineret og sadistisk bande, der uafbrudt driver dig af sted med brøl, spark eller slag med geværkolben, driver dig frem, driver dig tilbage. Vi følte os som får, der kender, tænker og vil én eneste ting: undgå hundene, og få lidt at spise, når vi engang får lov til at være i fred. På samme måde som fårene frygtsomt trænger sig ind mod hjordens midte, længtes hver eneste af os ind i femmandsrækkens midte, om muligt ind i midten af hele kolonnen, for at undgå slagene fra vagterne foran, bagved og ved siden af. Desuden havde denne plads også den ikke ubetydelige fordel, at den var bedre beskyttet mod vinden. Det er altså ikke kun suggestion, det er også et forsøg på at redde sig selv, når mennesket i koncentrationslejren bogstavelig talt forsøger at „gå op“ i massen. „Gå op fem og fem, i femmandsrækker, det er noget, fangen snart gør helt mekanisk; men bevidst bestræber han sig på at dukke under „i massen“ for at følge et af de vigtigste bud for selvopholdelse i koncentrationslejren: væk endelig ikke opsigt, ikke på mindste måde, ellers rettes SS-folkenes opmærksomhed mod dig!
Der er naturligvis også tidspunkter, hvor det er nødvendigt, og hvor det også er muligt at holde sig uden for massen. Man ved, hvordan det uafbrudte samvær med en mængde lidelsesfæller, samværet med dem til enhver tid, ved alle hverdagens banale gøremål, ofte skaber en uimodståelig trang til at slippe ud af dette tvangsfællesskab, i det mindste for kort tid. Det er den dybe længsel efter at være alene med sig selv, med sine egne tanker, længselen efter et stykke ensomhed, der griber én. Da jeg var blevet overflyttet til en anden lejr, en såkaldt
Lisbeth Ehmsen Kronborg
Lisbeth Ehmsen Kronborghar citeretfor 3 måneder siden
Naturligvis repræsenterer alle disse ynkelige „glæder“ i koncentrationslejren en lykke i Schopenhauers negative betydning, nemlig en frihed fra lidelsen, og også dette, som vi har påpeget ovenfor, i højst relativ forstand. Positive glæder, selv de ganske små, oplevede vi sjældent. Jeg husker udmærket, at jeg engang holdt regnskab med de glæder, jeg havde oplevet, og jeg fandt ud af, at jeg i løbet af mange, mange uger kun havde haft to glade øjeblikke. Det var de gange, jeg var vendt tilbage til lejren fra arbejdspladsen og efte
Lisbeth Ehmsen Kronborg
Lisbeth Ehmsen Kronborghar citeretfor 3 måneder siden
Jeg taler stadig med det, det taler stadig med mig. Da kommer jeg til at tænke på noget: jeg ved jo slet ikke, om min kone lever! Da ved jeg ét – nu har jeg lært det: kærlighedens dybeste intention er ikke rettet mod et menneskes legemlige eksistens, men mod det elskede menneskes åndelige væsen, dets „essens“ (som filosofferne kalder det); dette gælder i så høj grad, at det ikke længere er et spørgsmål om dette menneskes „eksistens“, det, at det er her hos mig, ja, ikke engang om dets legemlige tilværelse, det, at det er i live. Jeg ved ikke, om det elskede menneske er i live: jeg ved det ikke, jeg kan ikke vide det (man måtte hverken skrive eller modtage breve i koncentrationslejren); men i dette øjeblik er det på en eller anden måde blevet uden betydning. Om det elskede menneske lever eller ej – på en eller anden måde behøver jeg slet ikke at vide det nu: det kan slet ikke gøre min kærlighed noget, det elskede minde, den elskende skuen af hendes åndelige skikkelse. Havde jeg dengang vidst, min kone er død, så tror jeg ikke, denne viden havde hindret mig i at hengive mig lige så meget til denne kærlighedsbeskuelse, denne åndelige dialog ville have været lige så intens og nøjagtig lige så berigende.
I dette øjeblik findes der kun én sandhed: „Sæt mig som et segl på dit hjerte … Thi kærligheden er stærk som døden.“ (Højsangen, 7. kap. 6. vers).
Lisbeth Ehmsen Kronborg
Lisbeth Ehmsen Kronborghar citeretfor 3 måneder siden
Følsomme mennesker, der hjemme er vant til at leve et rigt åndeligt liv, oplever ganske vist lejrens vanskelige ydre situation som noget smerteligt, men selv om de har et forholdsvis blødt gemyt, virker lejrlivet alligevel mindre åndeligt nedbrydende på dem. Netop for dem er vejen åben for et tilbagetog fra de skrækkelige omgivelser og ind i en verden af åndelig frihed og indre rigdom. Sådan og kun sådan må man forstå det paradoks, at mennesker med en sartere konstitution undertiden tålte livet i koncentrationslejren bedre end de mere robuste naturer.
Lisbeth Ehmsen Kronborg
Lisbeth Ehmsen Kronborghar citeretfor 3 måneder siden
Apatien, den anden fases hovedsymptom, er psykens nødvendige beskyttelsesmekanisme. Virkeligheden afblændes. Al stræben og dermed også alt følelsesliv koncentrerer sig om én eneste opgave: den nøgne selvopholdelsesdrift, ens egen, andres! Gang på gang hørte man samme sætning fra kammeraterne, når de efter endt arbejdsdag var blevet jaget tilbage til lejren, man hørte det typiske hjertesuk:
Lisbeth Ehmsen Kronborg
Lisbeth Ehmsen Kronborghar citeretfor 3 måneder siden
Apatien, den sjælelige afstumpethed, den indre ligegyldighed og den tiltagende sløvhed – kendetegnene på den nævnte anden fase i lejrfangens sjælelige reaktion – gør ham også snart ufølsom over for de slag, der vanker hver dag og hver time. Denne ufølsomhed er et særdeles nødvendigt panser, som fangens sjæl i tide omgiver sig med. I lejren udsættes man for slag på mindste foranledning – og også uden nogen som helst foranledning. Et eksempel: på den byggeplads, hvor jeg arbejder, er der „brødtid“,
Lisbeth Ehmsen Kronborg
Lisbeth Ehmsen Kronborghar citeretfor 3 måneder siden
Men den iagttagende fange, der allerede nu befinder sig på sine psykiske reaktioners andet stadium, ser ikke væk længere. Han er lige glad, allerede afstumpet, kan roligt være tilskuer. Eller: han står selv en aften i trængslen på poliklinikken i håb om at komme på „Skånsomheden“ i to dage på grund af sine sår eller på grund af sine sultødemer eller sin forhøjede temperatur, for så slipper han for at marchere ud i de to dage, og da bliver en dreng på tolv år båret ind, man havde ikke haft sko til ham i lejren, han har været nødt til at stå appel på sine nøgne fødder i timevis, og derefter har han arbejdet ude hele dagen; nu er hans tæer frosset af, og lægen fjerner de døde, sortnede tåled med en pincet. Afsky, gru, medlidenhed, oprørthed, intet af dette har vor tilskuer egentlig været i stand til at føle mere. Lidende, syge, døende, døde – efter nogle uger i lejren er det alt sammen så dagligdags, det kan ikke længer bevæge ham.
Stine
Stinehar citeretfor 2 år siden
Viljen til humor, forsøget på at se tingene i et komisk perspektiv er på en måde et trick, men dette trick er udtryk for en slags livskunst. Muligheden for en indstilling, der rummer en slags livskunst, selv midt i koncentrationslejrtilværelsen, er givet i og med kontrastrigdommen i lejrtilværelsen, og kontrastvirkningerne forudsætter igen en bestemt relativitet til al lidelse.
Stine
Stinehar citeretfor 2 år siden
I dette øjeblik findes der kun én sandhed: „Sæt mig som et segl på dit hjerte … Thi kærligheden er stærk som døden.“ (Højsangen, 7. kap. 6. vers).
Stine
Stinehar citeretfor 2 år siden
Jeg hører hende svare, ser hende smile, jeg ser hendes krævende og opmuntrende blik – og – lyslevende eller ej: – nu stråler hendes blik stærkere end solen, der lige står op. Da farer en tanke igennem mig: for første gang i mit liv oplever jeg sandheden i det, så mange tænkere har kaldt visdommens sidste stadium i deres liv, det, så mange digtere har besunget; den sandhed, at kærligheden på en eller anden måde er det endelige og det højeste menneskelivet kan svinge sig op til. Nu fatter jeg meningen med det endelige og det yderste, som menneskelig digtning og tænkning og – tro – har at udsige: skabningens forløsning gennem kærligheden og i kærligheden! Jeg forstår, at når mennesket ikke har mere igen i denne verden, kan det alligevel blive saligt – om det så kun er for et øjeblik – inderligt fordybet i det elskede menneskes billede.
Stine
Stinehar citeretfor 2 år siden
Underernæringen fører til, at den primitive drift, der griber fangen i andet stadium af hans indre tilpasning til lejrlivet, er driften efter mad, og det er sandsynligvis hovedsagelig også underernæringen, der er årsag til, at seksualdriften som regel er borte.
Stine
Stinehar citeretfor 2 år siden
Det er ikke den korporlige smerte, der er det væsentlige – det er den sjælelige smerte, oprørtheden over den uretfærdige eller grundløse afstraffelse, der sætter ind. Derfor er det forståeligt, at et slag, der slet ikke rammer én, under visse omstændigheder oven i købet kan gøre mere ondt end et, der rammer: Engang står jeg på en åben jernbanestrækning i snestorm; der er ikke tale om at afbryde arbejdet på grund af vejret; for ikke at blive alt for gennemfrossen hænger jeg i, „stopper“ flittigt sporene (med grus). Et øjeblik standser jeg, for at puste, jeg står støttet til hakken. Uheldigvis vender vagten sig i det samme og tror naturligvis, at jeg „driver den af“. Det, der nu gør ondt – trods alt og også trods den allerede udviklede afstumpningsproces – det er hverken straffeprædikenen eller pryglene, nej, det er at vagten ikke engang finder det umagen værd at ofre et skældsord på denne forkomne, pjaltede skikkelse, der kun har ringe lighed med et menneske, altså på det, jeg er i hans øjne. Nej, det, han gør, er følgende: som i leg tager han en sten og kaster den efter mig. Sådan, tænkte jeg, vækker man et dyrs opmærksomhed,
Stine
Stinehar citeretfor 2 år siden
Apatien, den sjælelige afstumpethed, den indre ligegyldighed og den tiltagende sløvhed – kendetegnene på den nævnte anden fase i lejrfangens sjælelige reaktion – gør ham også snart ufølsom over for de slag, der vanker hver dag og hver time. Denne ufølsomhed er et særdeles nødvendigt panser, som fangens sjæl i tide omgiver sig med.
Stine
Stinehar citeretfor 2 år siden
Efter det første chokstadium glider fangen ind i det andet stadium, den relative apatis stadium. Han dør lidt efter lidt indvendig.
Stine
Stinehar citeretfor 2 år siden
Jeg tror det er Lessing, der engang har sagt: „Der gives ting, der kan få én til at miste forstanden – hvis ikke, har man ingen forstand at miste.“ I en unormal situation er en unormal reaktion netop den normale adfærd.
Stine
Stinehar citeretfor 2 år siden
Fangen i Auschwitz, der endnu står på chokstadiet, er overhovedet ikke bange for døden. De første dage er gaskammeret allerede holdt op med at virke skræmmende, i fangens øjne er det udelukkende noget, der sparer ham for selvmordet.
Stine
Stinehar citeretfor 2 år siden
bliver man klar over, hvor Dostojevski har ret der, hvor han ligefrem definerer mennesket som det væsen, der vænner sig til alt. Man kunne spørge os, om og i hvilken udstrækning det stemmer, at mennesket kan vænne sig til alt; vi vil svare JA – men man må ikke spørge os, hvordan …
Stine
Stinehar citeretfor 2 år siden
Således forsvandt efterhånden de illusioner, som den ene eller den anden af os eventuelt havde beholdt. Men nu bliver de fleste af os grebet af noget uventet: galgenhumor! Vi ved, at vi ikke har andet at miste end dette så latterligt nøgne liv. Allerede i brusebadet råber vi mere eller mindre vittige bemærkninger til hinanden, det er i hvert fald meningen, at de skal lyde vittige, og vi prøver krampagtigt på at gøre os lystige, først og fremmest over os selv, men også over hinanden. Fordi, én gang til: der kommer virkelig vand af bruserne! …
Stine
Stinehar citeretfor 2 år siden
Mens vi venter på brusebadet, oplever vi vor nøgenhed: det eneste, vi har er vore nøgne kroppe (hårløse), vi oplever, at vi bogstaveligt talt ikke har andet end den nøgne eksistens. Hvad er der blevet af vore ydre bindeled med det tidligere liv?
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)