bookmate game
Bøger
Lotte Friis

Fighteren

  • Susanne Kolkjær Sørensenhar citeretfor 6 år siden
    jeg kan hellige mig familien, når jeg engang indstiller karrieren
  • Susanne Kolkjær Sørensenhar citeretfor 6 år siden
    haft det i perioder. Og da er mine forældre trådt til og har sagt, at nu skulle jeg tage til træning eller holde ud i en særlig slem periode, fordi der ventede et stort stævne forude. Da hele familien var i USA i 1999, sørgede de fx også for, at jeg fik svømmet hver dag, selv om det nogle gange krævede lidt logistik. Men man kan ikke bare stoppe første gang, det gør lidt ondt eller bliver lidt besværligt, og det har mine forældre helt sikkert været med til at sørge for, at jeg ikke gjorde; både i forhold til den daglige træning, og i sommerferierne, hvor de har sørget for, at jeg fik svømmet lidt eller løbet nogle ture. Der har også været gange, hvor mine forældre har været mere skuffede end mig. Da jeg var 13, blev jeg ikke udtaget til et internationalt stævne i Luxembourg, hvor man kunne kvalificere sig til ungdoms -ol. Det blev mine forældre sure over, fordi de mente, at jeg var god nok, mens jeg selv tog det lidt mere roligt. Trænerne, der udtog holdet, mente åbenbart ikke, at jeg var god nok, og så måtte jeg jo bare bevise, at de havde taget fejl. Men jeg opfatter på ingen måde mine forældres støtte og pres som noget negativt. Jeg ville jo selvfølgelig have sagt fra, hvis det var blevet for meget, og jeg er glad for, at de fik mig til at holde ud i de slemme perioder, så jeg kunne nå dertil, hvor jeg er i dag. Det kræver en masse ofre i forhold til familie og venner – jeg har fx kun været med min familie på sommerferie én gang siden 2002 – men jeg ser sådan på det, at det er en begrænset periode, og
  • Susanne Kolkjær Sørensenhar citeretfor 6 år siden
    Omvendt er det klart, at mine forældre også har været med til at presse mig. Der er tit fokus på, at Caroline Wozniacki er blevet presset og pacet af sin far, men jeg tror ikke på, at man kan blive eliteidrætsudøver, uden at der er blevet presset en lille smule hjemmefra. Der er så mange ting, der trækker i én, når man er ung, som man hellere vil end at træne – og sådan har jeg jo også
  • Susanne Kolkjær Sørensenhar citeretfor 6 år siden
    og det begyndte at kræve meget af familien at få det hele til at hænge sammen – og sådan blev det i mange år fremover, indtil jeg flyttede hjemmefra og skulle klare det hele selv. Mine forældre har helt sikkert ofret meget tid på grund af mig. De har aldrig stillet hindringer i vejen, men altid bakket op og er stået op klokken fem om morgenen for at køre mig til morgentræning eller har droppet vennerne fredag aften, fordi der var et vigtigt stævne næsten morgen. På den måde har jeg og min svømning altid været meget i fokus derhjemme, og det har nok ikke altid været nemt at være Lotte Friis’ lillesøster. Trine svømmede jo også, men kom ikke helt så langt, og derfor er hun helt sikkert også nogle gange kommet i anden række. Det lyder frygtelig arrogant, men det er desværre virkeligheden, når man har en elitesportsudøver i huset. Det var meget fokuseret på, hvad jeg skulle næste gang som svømmer, og det måtte både hun og mine forældre indrette sig under. Derfor var det også en lykkens dag for alle, da jeg fik kørekort og selv kunne komme til træning morgen og aften
  • Susanne Kolkjær Sørensenhar citeretfor 6 år siden
    Det var ikke, fordi jeg var målrettet og havde store, klare drømme om, hvad jeg gerne ville med min svømning. For mig var der også masser af socialt i det, fordi vi var mange fra klassen, der gik til svømning. Alligevel fyldte svømningen mere og mere. Som 11-årig trænede jeg fem gange om ugen,
  • Susanne Kolkjær Sørensenhar citeretfor 6 år siden
    Jeg er individualisten, der godt kan lide at presse sig selv og finde sine styrker og svagheder, og det kan jeg i svømningen; jeg tester mig selv mod et ur, og afgørelsen kan ikke diskuteres. Det passer mig perfekt, og jeg elsker det.
  • Susanne Kolkjær Sørensenhar citeretfor 6 år siden
    Jeg er meget individuel og slet ikke til holdsport – heller ikke i dag. Jeg ville slet ikke kunne fungere på et hold. Det er, fordi jeg bliver rigtig irriteret, hvis det ikke går, som det skal; især når folk ikke giver sig fuldt ud, og jeg mener, at de kunne gøre det bedre. I folkeskolen var jeg nok ikke altid lige sød i idræt. Jeg tænkte tit; ”Kom nu, hvor svært kan det være?” Jeg hader at tabe – også i spil; det kan jeg slet ikke klare. På et tidspunkt var jeg fx med i et quizprogram på Danmarks Radio sammen med andre kendte, og mit hold tabte. Jeg var fuldstændig nede, og mine holdkammerater grinede af mig og sagde, at jeg så helt knækket ud. Det var endnu værre, da jeg var barn, og i dag er jeg måske blevet en lille smule bedre til at tabe og bare konstatere, at det var ærgerligt, når det gælder spil og leg – men ikke i svømning
  • Susanne Kolkjær Sørensenhar citeretfor 6 år siden
    OL i London, hver dag ville kunne udfordre mig og forhåbentlig gøre mig endnu bedre. Jeg ville fighte mig tilbage på medaljepodiet
  • Susanne Kolkjær Sørensenhar citeretfor 6 år siden
    Alligevel varede det ikke længe, før jeg besluttede mig for at fortsætte. OL-nedturen skulle ikke være det endelige punktum, og jeg besluttede, at jeg i hvert fald ville svømme frem til EM på kortbane i Danmark i december 2013. Det ville være godt at sætte punktum på hjemmebane, men først måtte jeg væk. I Danmark trænede jeg meget alene, fordi der ikke rigtig er nogen kvindelige distancesvømmere på højt internationalt niveau. Jeg havde egentlig aftalt et træningsophold på Australiens Gold Coast, men det aflyste jeg efter at have snakket grundigt med min familie om tingene. I stedet fandt jeg ny motivation ved Middelhavet – nemlig i Nice, hvor stærke franskmænd som Camille Muffat og Charlotte Bonnet, der begge vandt medaljer ved
  • Susanne Kolkjær Sørensenhar citeretfor 6 år siden
    OL. Jeg håber, de har mere held, end jeg havde.
    TUSIND tak for jeres støtte frem mod i går.
    I ugerne efter OL var jeg virkelig i vildrede. Skulle jeg stoppe med at svømme, begynde på en uddannelse og leve et normalt liv? Eller skulle jeg fortsætte min svømmekarriere et andet sted? Altså rykke teltpælene op fra Danmark og finde motivationen i fx Australien eller Frankrig, hvor jeg kunne få nye trænere og mere daglig konkurrence i bassinet? Svaret lå ikke lige for, og jeg kunne simpelthen ikke mærke, om jeg overhovedet gad svømme mere. Jeg havde bare brug for at komme væk fra sporten og alle de ærgerlige tanker om fiaskoen i London
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)