Det sætter dybe spor at miste et ufødt barn. Med min egen historie i centrum giver jeg et konkret indblik i den enorme indvirkning, det får, når man mister. For hvad er det egentlig, man gennemgår? Sorgens overvældende og udefinerbare greb og en verden, der samtidigt skal ageres i. Kommer man nogensinde over det? Fortællingen er skrevet i øjenhøjde og er tænkt som en medmenneskelig supplerende støtte til andre, der mister. Budskabet er også at mindske tabuet forbundet hermed. Men hvordan gør man så det? Det giver jeg mit bud på i denne bog ved også at række ud til pårørende og arbejdsgivere, der, uden de ved det, får en betydningsfuld rolle. Vi skal turde at favne hinanden, også forældre i sorg over at have mistet. For som det mest naturlige elsker vi vores børn, også dem, der bor i himlen.
