Da min datter tabte hovedet

Jeg er dybt taknemmelig og ydmyg over, at min datter er vendt tilbage – er det virkelig min fortjeneste, at jeg fik hjulpet hende tilbage, når ingen andre kunne?

En morgen, hun står op, er hun skrækslagen ved tanken om, at hun en dag våger op som neger.

tak, fordi I spørger, det betyder helt utrolig meget at mærke jeres interesse for vores situation, især når jeg nu løfter hele opgaven for jer … (mon der kommer en check med posten til den første? Det må vi da næsten have fortjent med alle de ressourcer, I har sparet på at placere min ALVORLIGT SYGE DATTER i min varetægt).

små børn, og når de så bliver større, så skifter de farve, de fleste gør i hvert fald. Men der er altid nogle, der bliver ved med at være brune. Det er ikke så godt.”

den anden cirkel, som er fars familie. Vi er inde i din cirkel, fordi du passer på os. Thomas er også med, men han passer mest på dig, så han går lidt ind over din cirkel, men han har ikke boet i vores familie så længe, så han er også sådan lidt udenfor, i hvert fald lidt endnu. Og ved siden af er fars cirkel, han er lysegrøn, og Katja, hun er gul. Hende med bolden er orange, hun er sådan en glad én, og hendes humør smitter, så det er dejligt at være sammen med hende. Hende den lillebitte, hun er brun. Det er de fleste børn, indtil de vokser op og bliver lidt større, og man bedre kan se, hvilke nogle mennesker de bliver. Brun er ikke så godt. Dem, der er brune, tror, at alting drejer sig om dem og tænker ikke så meget på andre mennesker. Men sådan er det jo

Når alting et øjeblik er helt klart indeni

”Altså, farverne viser ligesom menneskerne. Det er, som om at jeg kan se, at alle mennesker har forskellige farver, når jeg kigger på dem, og farverne betyder, hvilke nogle mennesker de er. Jeg har tegnet jer allesammen. Først dig her udenom, du er mørkelilla. Inden i din cirkel er hende med de store øjne, hun er tit meget vred, så hun er rød, og ham den søde, han er lyseblå, og så er der mig, det er den mørkeblå plet, som også går lidt over i

i skålen. Problemet var bare, at den ikke var bygget helt færdig, så jeg kunne kun stå i skyggen, og I havde alle sammen så travlt med at få mig ud derfra, at jeg modvilligt måtte kravle ud, fordi jeg ikke rigtig kunne gemme mig helt væk. Og jeg ved ikke helt hvorfor, men efter første gang besluttede jeg mig for, at jeg alligevel måtte bygge min skål færdig, hvis jeg nu skulle få brug for den, og det er der, jeg er nu – inde i min skål, hvor jeg kan være i sikkerhed for alle de skøre tanker og svære ting, jeg hele tiden skal forholde mig til. Kun nogle af de allersværeste tanker, som hele tiden har været der, kan finde vej ind igennem det lille hul, men ellers har mit hoved og mig fred og ro.”

Jeg begyndte at bygge min skål, da jeg gik på den gamle skole. Det var rigtig svært at være der, mine venner var ikke rigtige venner, de var mest bare rigtig tarvelige, og jeg følte hele tiden, at jeg skulle gøre ting, jeg ikke havde lyst til for at blive accepteret eller være med i de forskellige grupper. Min lærer brød jeg mig heller ikke om, hun var ikke særlig sød eller hjælpsom, og det var, som om jeg var landet et helt forkert sted, hvor jeg slet ikke passede ind. Så derfor drømte jeg mig tit langt væk i håb om, at det bare ville forsvinde, og jeg blev rigtig glad, da jeg blev optaget på den nye skole og kunne komme væk derfra. Så da jeg startede på den nye skole var det hele bare så godt. Endnu bedre end jeg havde håbet på, og jeg blev så forskrækket, at jeg kravlede ind

ordene rigtige og kommer i den rigtige rækkefølge, så jeg tror, de bliver byttet lidt om, fordi de skal ud af det lille bitte hul. Nogle gange, når vi snakker, føles det, som om skålen bliver lidt lettere, og hullet bliver en lille smule større, og andre gange så bliver hullet igen meget lille. Som for eksempel når lægerne har travlt med at finde mig. Så føles det, som om de slår på skålen med en hammer, men det er farligt, for hvis de får slået hul, kommer der jo hakker i skålen, som jeg kan slå mig på, når jeg skal ud, og så er jeg måske slet ikke mig mere, når jeg kommer ud herfra. Så jeg synes bare, det skal være lige, som det er med dig. Lige så stille og roligt, og vi taler om tingene, så tror jeg godt, at jeg med tiden kan komme ud.”

Ordene kommer i en lind strøm, det er længe siden (hvis nogensinde), jeg har hørt hende tale så meget på én gang, og det, hun fortæller, gør mig paf og samtidig helt utrolig ked af, at jeg på intet tidspunkt har vidst, at det var så svært at være hende. ”Hvis vi nu forestiller os, at det her er min hjerne, og der inde i midten er et lille hul, hvor der bor en lille bitte mig, så er det, som om nogen har taget en skål, vendt den på hovedet og sat den ned over mig, så jeg kan sidde i sikkerhed herinde. I skålen er der et meget lille hul, som jeg en gang imellem kan kigge ud igennem, og når jeg gør det, kan jeg godt både se og høre, at jeg taler meget mærkeligt, at min krop ikke rigtig fungerer, og at jeg faktisk ikke kan finde ud af noget som helst. Men inde i skålen er alle