Juvelen

”Ash, tror du helt ærligt, at noget, de har tvunget dig til at gøre, kan påvirke den, du er? Du er et godt menneske, og lad aldrig nogen overbevise dig om det modsatte.” Jeg lægger min hånd mod hans kind. ”Dem, vi er, lige her, er sådan, vi virkelig er. Jeg ser dig, husker du nok. Jeg kender dig. Vi har noget sammen, de ikke kan røre, noget, de ikke kan tage fra os. Lige meget hvad de tvinger os til, er det ligegyldigt.”

Af en eller anden årsag gør denne sært blide udgave af Hertuginden mig mere utilpas til mode end den kolde, vrede udgave.

Han ser ikke på mig. Hans blik lader til at fare forbi mig, som om jeg slet ikke er der. Som om jeg er usynlig.
Smerten, jeg føler over dette, er skarp og fysisk