Nocturne fra Chile

ål på brødet i tre mundfulde og gav sig til at komme smør på et stykke til. Og hvad mener jeg så med d

Hun indsnusede luften

Vi forlod huset med hinanden under armen.

Hun lo med hæmningsløs kraft

Jeg støttede kinden i den ene hånd og grublede en stund

Jeg prøvede at tænke klart, men kunne ikke

Med en mine, der udtrykte lige dele træthed og lede, trak hun en stol hen til min lænestol og satte sig og kiggede ud på haven gennem de beskidte

De færdig med den? sagde jeg dæmpet. Ikke endnu, fader, sagde hun og sænkede stemmen ligesom jeg

Nu var det bare et alt for stort hus med en forsømt have, hvor ukrudtet groede vildt og ustyrligt op ad gitrene, som ville det skjule synet af det indre af dette stemplede hus for den forbipasserende.

svagt oplyste gang