Idelogi er noget bras

Ideologi er jo netop, når man ikke kan forestille sig, at det kunne være anderledes. Som Salecl skriver:
Valget af en ny form for social organisering af andre måder, samfundet kan udvikle sig på i fremtiden og især muligheden for at afvise det kapitalistiske samfund, som vi kender det, fremstår alle sammen som valg, der ikke er tilgængelige. (Salecl 2012, 134)

Den slovenske sociolog Renata Salecl har kaldt rational choice-teorien for vor tids mest tyranniske idé, netop fordi den er blevet til en uimodsagt baggrund for enhver politisk diskussion, samtidig med at den gennemsyrer kulturen i en sådan grad, at vi som individer hele tiden bliver mindet om, at vi selv (rationelt) vælger alting, fra det, vi spiser, til vores livsstil, eller endda livssituation og religiøse overbevisning. For Salecl fører dette tyranni til en mængde nye symptomer som især stress og angst, og det har også den lidt paradoksale konsekvens, at netop eksperter, coaches og rådgivere på selvhjælpsområdet har gyldne tider.

(Man kunne vel starte med jordbærplukning, som det som bekendt er svært at få danskere til, fordi de ikke er blevet presset nok på deres rationalitet, og ende et sted i en form for desperat kreativitet, der får én til at tilbyde helt nye tjenesteydelser eller produkter for at øge indkomsten).

Som Kant provokatorisk siger i Kritik af dømmekraften:
Smagen forbliver barbarisk, når den har brug for indblandingen af pirringer og rørelser for at behage, og endda gør disse til målestokken for dens bifald. (Kant, § 13)

Man kan også sige det sådan, at smag er blevet noget, vi ”leger” med. Som f.eks. i tv-serien Klovn, hvor Frank og Casper konstant prøver nye livsstile af. Den ene uge er det jagt, så er det fodbold, så er det lerdueskydning, og så er det golf. Man shopper rundt mellem de forskellige muligheder, for – på en særegen ironisk eller distanceret måde – at prøve hvordan det er.

Immanuel Kant beskrev i sit klassiske værk om smagsdommen fra 1790, hvordan menneskets æstetiske dømmekraft har en helt særegen karakter. På æstetikkens område kan vi ikke ligesom på den teoretiske erkendelses område identificere sikre, objektive måder at fælde domme på. Alligevel er det som om, der er noget alment og tvingende ved dommen, når vi f.eks. ser eller hører noget skønt

I stedet for ideologiske stridigheder har vi fået en uudtalt ideologisk konsensus.