Har velfærdssamfundet en fremtid

Ginikoefficienten påvirkes således relativt meget af ændringer i »midt-indkomster«, men ikke så meget af ændringer i bunden og toppen af indkomstfordelingen.

Diskussionen om privat vs. offentlig bliver ofte meget ideologisk og polariseret. Synspunktet er ofte enten, at markedet er uovertruffent, eller at markedselementer i den offentlige sektor vil være katastrofale. Disse yderpunkter overser, at både løsninger via markedet og den offentlige sektor kan have såvel fordele som ulemper.
Mark

Velstandens dilemma sætter velfærdssamfundet under pres. Manglende muligheder for at følge med udviklingen i krav og behov til velfærdstjenesterne vil over tid skabe et stigende spænd mellem på den ene side befolkningens behov og forventninger, og på den anden side hvad det offentlige kan stille til rådighed. Bliver denne afstand for stor, kan det mindske opbakningen til velfærdssamfundet. Det er kernen i velstandens dilemma.

Måske er denne evne til at gennemføre reformer og ændringer en vigtigere egenskab ved den nordiske model end de mere tekniske aspekter knyttet til de enkelte elementer i modellens indretning.

Forklaringen er både, at det klassiske synspunkt ikke tager hensyn til markedsmekanismens problemer, og den faktiske indretning af velfærdsordningerne.

Med andre ord, de automatiske stabilisatorer stiller krav om finansiel disciplin, så man har plads til, at de automatiske stabilisatorer kan arbejde.

Det nordiske paradoks viser sig således også på arbejdsmarkedet – trods høje skatter og det sociale sikkerhedsnet er beskæftigelsesgraden høj.

Man kunne kalde velfærdsmodellen for en beskæftigelsesmodel.

I et fremadrettet perspektiv er uddannelsespolitikken af helt afgørende fordelingspolitisk betydning.

Den traditionelle omfordelingspolitik via skatter og sociale ydelser er passiv i den forstand, at den »reparerer« på markedsindkomsterne.