Clive Staples Lewis

Narnia 1 – Troldmandens nevø

  • Samir Esther Mateo Ramirezhar citeretfor 4 måneder siden
    ldefar var barn. Det er en
  • Anne Krathhar citeretfor 2 år siden
    Når man forsøger at gøre sig selv dummere, end man i virkeligheden er, sker det temmelig tit, at det lykkes.
  • Maria Schlosserhar citeretfor 3 år siden
    så pludseligt, og det var så uhyggelig anderledes end noget andet, Digory nogen sinde havde oplevet (også i et mareridt), at han udstødte et skrig. Onkel Andrew
  • Linda Holt-Mikkelsenhar citeretfor 4 år siden
    å,« sagde Digory, meget overrasket.
  • Linda Holt-Mikkelsenhar citeretfor 4 år siden
    »Vær nu ikke så dum,« sagde Polly
  • Cecilie Fløe Kristensenhar citeretfor 4 år siden
    samme øjeblik, råbte hun »hr. Ketterley«, og han råbte »onkel Andrew«, og så vidste de, hvem de var, og begyndte at kunne huske det hele. Efter et par minutters snak havde de få
  • Mette Pedersenhar citeretfor 4 år siden
    Det havde naturligvis form som et loftsrum, men var møbleret som en dagligstue. Væggene var helt fyldt op med hylder, og hylderne var stopfulde af bøger. Der var ild i kaminen (du må huske, at det var en meget kold sommer det år), og foran den stod en højrygget lænestol med ryggen til dem. Mellem stolen og Polly stod der et kæmpestort bord, som var fyldt med alle mulige ting – trykte bøger og bøger af den slags, man selv kan skrive i, og blækhuse og penne og segllak og et mikroskop. Men det, hun først lagde mærke til, var en stor rød træbakke, hvorpå der lå nogle ringe. De lå sammen to og to – en gul og en grøn, dernæst et lille mellemrum og så igen en gul og en grøn. De var ikke større end almindelige ringe, men farverne gjorde, at man ikke kunne undgå at få øje på dem. Du kan slet ikke forestille dig, hvor smukke og farvestrålende de var. Hvis Polly havde været en smule yngre, ville hun have følt sig fristet til at tage en af dem i munden.
    Der var så stille inde i værelset, at hun straks lagde mærke til urets tikken. Og i næste øjeblik opdagede hun, at der alligevel ikke var så tyst, som hun først havde troet. Hun kunne høre en svag – en meget, meget svag – summelyd. Hvis man havde haft støvsugere dengang, ville Polly have troet, at det var sådan en, hun kunne høre et stykke derfra – et par etager længere nede. Men det var en mere behagelig lyd, en mere musikalsk tone – blot så svag, at man knap kunne høre den.
    »Det er i orden. Der er ingen herinde,« sagde Polly over skulderen til Digory. Hun hviskede ikke længere nu. Og Digory trådte missende ind ved siden af hende. Han var meget snavset – og det var Polly i øvrigt også.
    »Det var værre,« sagde han. »Huset er alligevel ikke tomt. Vi må hellere se at forsvinde, inden der kommer nogen.«
    »Hvis tror du det er?« sagde Polly, idet hun pegede på de farvestrålende ringe.
    »Årh, kom nu,« sagde Digory. »Jo før …«
    Han fik aldrig sagt sætningen færdig, for i det samme skete der noget. Pludselig bevægede den højryggede stol foran kaminen sig, og fra den rejste sig – som en teaterdjævel, der kommer op ad en
  • Louise Hedegaardhar citeretfor 4 år siden
    En formiddag, hvor hun var ude i baghaven, stak en dreng hovedet op over muren inde fra haven ved siden af.
  • Louise Hedegaardhar citeretfor 4 år siden
    huse, der alle hang sammen. En formiddag, hvor hun var ude i baghaven, stak en dreng hovedet op
  • Thomas James Woffendinhar citeretfor 4 år siden
    5. Det begrædelige Ord
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)