Efterspillet

Oxholm trak proppen op af hvidvinen, snusede til den og nikkede tilfreds. Han skænkede op i alles glas og førte sit eget op til næsen med en højtidelig mine. Heloise fornemmede, at det var meningen, hun og Gerda skulle iagttage seancen med tilbageholdt åndedræt, og hun skulle gøre sig umage for ikke at rulle med øjnene, da Oxholm smagte på vinen og stønnede af velvære.

“Nøj, hvor er den skøn,” sagde han. “Der er helt tydelige noter af popcorn og ristede nødder, og så er der også et strejf af smør, ikke? Bare lige antydningen af det. Prøv at smage på den!”

Heloise tog en tår af hvidvinen. Den smagte grangiveligt af hvidvin.

Heloise tog sig selv i at spekulere på, om de øvrige gæster i restauranten mon gik ud fra, at hun var drengenes mor, hvilket gav hende lyst til at bede dem om at lægge skærmene væk, men hun fornemmede, at hendes rolle som bonustype krævede en linedansers balanceevne: Der var en forventning om, at hun skulle være varm, omsorgsfuld og til rådighed, men ikke hverken opdrage eller på anden måde stille sig kritisk overfor noget, Thomas og Camilla havde valgt for drengene.

Sådan var spillereglerne. Fair nok.