Min nekrolog og andre skumle tanker

De stilhedssøgende er næsten altid ensomme sjæle og betragtes i almindelighed som nogle sære snegle, det ikke er umagen værd at beskæftige sig med. Men lykkes det en sjælden gang at lokke dem ud på en samtales vilde hav, er det som at åbne en bog med et kedeligt omslag og til sin forundring finde dens indhold spændende og værd at indprente sig for bestandig.
De stille er næsten altid læsende folk, der er ved at blive lige så sjældne som skrivende. På bibliotekerne kan man finde disse alvorlige unge piger, der er gået bort fra hjem med små søskende og et utal af støjkilder, og som er så hensunket i indre fordybelse, at de næppe engang lægger mærke til hinanden.

Der er to slags mennesker her i verden: De der vil larm, og de der vil stilhed. De første har altid ret, de sidste uret. De første har kronede dage i en storby både hjemme, på arbejdspladsen, i restaurationerne og på gaderne. De sidste sniger sig ængstelige og oversete hen langs husmurene og på vej til eller fra en af de få oaser, der endnu findes for disse tyste og eftertænksomme naturer. Det er museerne, bibliotekernes læsesale og enkelte parker i formiddagstimerne. Og så skal de endda høre til de begunstigede, der er uden fast arbejde.

Vor sjæl er støvet til, vor opfattelsesevne sløvet, vor åndelige opmærksomhed vanskeligere at vække. I mindre ærlige stunder mener vi ganske vist, at det er vor kritiske sans, der er blevet skærpet og trænet. Men det at læse med kritik, med smagfuld udvælgelse og de æstetiske næsebor vidåbne, er det ikke en alderens surhed og træghed, en mangel på den sindets åbenhed, vi besad engang? Den, der gør det muligt at finde smukke linier i et dårligt digt, inspirerede passager i en ellers ligegyldig roman, og som en sigte sier alle de grove slagger fra og bevarer og erindrer det bedste og fineste, både ved bogen og dens forfatter. Alle bøger er jo hjælpeløse uden sympatisk indstillede læsere. Bogen er stum, ser ofte uanselig ud, og kan aldrig uden hjælp udefra give sit indhold fra sig.

Den tyske digter Rainer Maria Rilke siger: alle bærer døden i sig som et træ sin frugt. De voksne har en stor død at tage vare på, børnene en lille død.

Der findes stadig digtere,
der har et ærinde med
at rende tilbage til barndommen
for at tørre deres daværende øjne.“
Jacob Paludan