Kapitalen i det 21. århundrede

Vi skal se, at den kraftige reduktion af indkomstuligheden, der finder sted overalt i de rige lande mellem 1914 og 1945, først og fremmest er et produkt af verdenskrigene og de voldsomme økonomiske og politiske rystelser, de medførte (især for indehaverne af betydelige formuer), og ikke har meget at gøre med den fredelige mobilitet mellem produktionssektorerne, som Kuznets beskriver

Det mest sandsynlige er, at faldet i indkomst vil blive mindre end stigningen i kapital/indkomst-forholdet, således at kapitalens andel vil stige. Med et kapital/indkomst-forhold svarende til 7-8 år og et globalt kapitalafkast på ca. 4-5 % vil kapitalens andel kunne nå op på 30-40 % af den globale indkomst, dvs. et niveau tæt på det, man så i det 18. og 19. århundrede, og vil endda kunne overstige det

Marx’ udgangspunkt et reelt problem (en usandsynlig koncentration af rigdomme under den industrielle revolution), og han prøver at løse det med de midler, han har til rådighed. Det er en handlemåde, som nutidens økonomer ville gøre klogt i at lade sig inspirere af

Marx forudsete apokalyptiske resultat: Enten oplever man et tendentielt fald i kapitalens profitrate (hvilket dræber akkumulationens fremdrift og kan føre til, at kapitalisterne sønderriver hinanden), eller at kapitalens andel af nationalindkomsten vokser uendeligt (hvilket på kortere eller længere sigt vil få arbejderne til at slutte sig sammen og gøre oprør). I

Ricardos model mht. kapitalens pris og knaphedsprincippet og videreudvikler analysen af kapitalens dynamik ved at anskue en verden, hvor kapitalen først og fremmest er industriel (maskiner, udstyr osv.) og ikke bundet i jord og derfor potentielt kan akkumuleres uden begrænsninger. Faktisk er hans vigtigste konklusion det, man kan kalde „den uendelige akkumulations princip“

Hvis ejendoms- og oliepriserne stiger, skal man bare flytte på landet eller tage cyklen (eller begge dele). Men bortset fra at dette kan være lidt ubehageligt og kompliceret, kan en sådan tilpasning tage mange år, hvorunder ejerne af ejendomme og olie kan akkumulere så store fordringer på resten af befolkningen, at de til sidst varigt vil eje alt, hvad der er at eje, inklusive landet og cyklerne3

Den moderne vækst og udbredelsen af viden har gjort det muligt at undgå den marxistiske undergangsvision, men har ikke ændret på kapitalens og ulighedens dybere struktur – eller i hvert fald ikke i samme grad, som man kunne forestille sig i de optimistiske årtier efter Anden Verdenskrig

apitalskatten er en både mere fredsommelig og mere effektiv løsning på det problem, som den private kapital og dens afkast altid har udgjort. Den progressive skat på den enkelte formue er en institution, der gør det muligt for almenvellet at overtage kontrollen over kapitalismen, samtidig med at den respekterer den private ejendomsret og konkurrencen. Hver type kapital beskattes på samme måde, uden forskel, i overensstemmelse med princippet om,

Det er ikke forbudt at forestille sig et idealsamfund, hvor alle kan hengive sig næsten fuldstændigt til uddannelse, kultur og sundhed (for sig selv og for andre), hvor alle er en anden persons lærer, forfatter, skuespiller eller læge, og hvor alle andre opgaver er nærmest fuldstændig automatiserede.

millioner euro. Hvis en sådan skat anvendtes i alle EU-lande, ville den vedrøre omkring 2,5 % af befolkningen, og den ville hvert år indbringe en sum, der svarer til 2 % af EU’s BNP