Det etiske kunstværk

digtningen efterhånden frem fra de individuelle problemer over de sociale eller tidens problemer og når endelig frem til de evige.

Poetikken kan betragtes som en fortælling med hoved- og bipersoner (de analyserede forfattere) og med særlige konflikter og projekter. Handlingens grundlæggende struktur strækker sig fra en indledende stabilitet (enheden) over krisens tilstand (spaltningen) tilbage til stabiliteten, men dog med en tiloversbleven rest af kriseerkendelse (den spændingsfyldte helhed)

digtningen er ikke blot omfortolkning af tilværelsen efter eget ønske – altså hverken helt æstetisk eller helt nihilistisk – men en konfrontation med alt „det ufortolkede“, der udelukker kærlighedens og følelsens frie løb og hæmmer inspirationen på dens bane mod hel accept. Dermed fremkommer et tredje kunstnerisk forhold til faldet, nemlig det etiske: den fuldbyrdede stræben mod fortolkning af traumerne med det formål at skabe forløste fortolkninger. At følelsen løber frit, betyder altså, at den ikke er hæmmet af traumer, at mennesket i kærlighed og digteren i inspiration accepterer – den anden eller sig selv

Når der ikke gives nogen entydig bestemmelse af splittelsen, men der tværtimod består en spænding mellem opfattelsen af splittelsen som et evigt og som et historisk vilkår, gives der heller ingen absolut sand og eviggyldig filosofi, kun en uendelig stræben og en etisk fordring om saglighed. Sandheden opfattes snarere i forlængelse af hermeneutisk filosofi som udtryk for forfatterens liv, psyke og den historiske epoke

Det almene betegner da den ontologiske side af faldet:det, der er fælles for mennesker til alle tider, altså en generel lære om grundstrukturerne i tilværelsen – og den epokale side af faldet: det, der er fælles for mennesker i en bestemt tidsalder.