Borkmanns punkt

t nødvendige grundlag for at stille

28
Tilståelsen kom meget tidligt om morgenen. Efter hvad man senere fik oplyst, havde hr. Woll­ner stået og ventet i støvregnen uden for politi­stationen allerede klokken seks. Men det var ikke før kontordamen frøken deWitt kom og åbnede lidt i syv, at han blev sluppet ind.
“Hvad drejer det sig om?” spurgte hun efter at have bænket ham i en sofa med brunt betræk, og efter at hun havde hængt hat og frakke fra sig og fået sat vand over til kaffe.
“Jeg vil tilstå,” sagde hr. Woll­ner og stirrede ned i gulvet.
Frøken deWitt betragtede ham over kanten på sine briller.
“Tilstå hvad?”
“Mordene,” sagde hr. Woll­ner.
Frøken deWitt tænkte sig lidt om.
“Hvilke mord?”
“Øksemordene.”
“Jaså,” sagde frøken deWitt. Derefter blev hun svimmel – en svimmelhed, som efter hendes mening ikke havde noget at gøre med de symptomer på overgangsalderen, som hun havde oplevet igennem længere tid. Hun greb fat i bordpladen og klemte øjnene hårdt i.
Så tog hun sig sammen. Ingen af politi­mændene ville dukke op før klokken halv otte, det var hun sikker på. Hun betragtede den sammensunkne mand på sofaen og konstaterede, at det ikke virkede, som om han havde en økse gemt nogen steder. Derefter gik hun gennem hullet i skranken, lagde en hånd på hans skulder og bad ham om at følge med.
Han adlød uden protester. Lod sig føre ned ad den smalle gang og lukke inde i det eneste af arrestlokalerne, som kunne låses.
“Vent her,” sagde frøken deWitt. “De vil meget snart blive forhørt. Og alt, hvad De siger, vil blive brugt imod Dem.”
Hun spekulerede lidt over, hvorfor hun havde sagt sådan. Hr. Wo