Rystet spejl

Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
og taler som på enhver anden dag
indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af største betydning.

Mellem alle disse digte
om døden og erindringen
er der her blevet plads til 11 linjer
om mælkebøtterne
hvis lys jeg igen i år havde glemt
med ét blir tændt som et tivoli
og om at falde i hver sin søvn
i den samme seng
og vågne mens natten er dybest
og stilheden størst
med en hånd så let på sin skulder.

krydse grænsen
fra det selvfølgelige ved at være til
til det mærkelige i ikke at være død.