Citater fra »Ternet Ninja« af Anders Matthesen

Hmm. Saltkød,« mumlede Stewart og lukkede køleskabet. »Gad vide, om man nogensinde har prøvet at fremstille peberkød? Og må jeg spørge: Putter man egentlig ikke salt på al slags kød i verden? Hvorfor hulen skal saltkød have patent på at være salt?«
Aske nikkede ivrigt og tilføjede: »Ja, og er det ikke sært, at man KUN kan spise saltkød oven på leverpostej?«
Stewart så forbløffet ud. »Nåh, det er da ellers også meget godt oven på makrel i tomat
HEDDER …

Quang kiggede op fra symaskinen, da fabriksklokken ringede.
Alle de andre børn lagde arbejdet fra sig og rejste sig for at holde dagens eneste pause. Det var nu, man kunne få lov til at drikke lidt vand og nå på toilettet, inden klokken atter ringede. Og måske få lidt frisk luft.
Arbejdsdagen på den varme fabrik var lang, og børnene måtte kun komme ud i pausen. Da kunne de gå op på taget, der var indrettet som en lille gård. Man kunne kigge op i himlen og se det øverste af et tempels tag. Til gengæld kunne man ikke kigge ned, for muren var for høj, og man kunne ikke kravle op, for den øverste del var pyntet med knuste flasker og glasskår, der strittede op af cementen og skinnede grønt og blåt i den brændende sol. Alligevel skyndte børnene sig hen mod døren til trappen, da klokken ringede.
Fabriksforstanderen mr. Chan trådte frem foran døren, og børnene standsede. Mr. Chan var klædt i et limegrønt sæt: bukser med pressefolder og en kortærmet skjorte og så sit store, prangende guldur. Hans tilbageredte
Aske smækkede døren bag sig. Han smed sin taske i entréen. Hvor var Glenn dog bare en kæmpe idiot.

En angrebsstyrke fra specialklassen havde ligget i baghold på hjemvejen. Aske og hans ven Odysseus var kommet cyklende gennem tunnelen, da Glenn var sprunget frem med sine to kumpaner Hugin og Munin. De tre tumper havde bombarderet dem med paradisæbler. Aske og Odysseus havde trampet til i pedalerne for at komme uden for rækkevidde, men Glenn havde nået at fyre et syngende paradisæble lige i ribbenene på Aske. Det havde gjort virkelig naller.

Aske hev op i T-shirten foran spejlet i entréen. Han havde fået et turbo rødt mærke, der sved, når han rørte ved det. Store nar!
Aske smækkede døren bag sig. Han smed sin taske i entréen. Hvor var Glenn dog bare en kæmpe idiot.

En angrebsstyrke fra specialklassen havde ligget i baghold på hjemvejen. Aske og hans ven Odysseus var kommet cyklende gennem tunnelen, da Glenn var sprunget frem med sine to kumpaner Hugin og Munin. De tre tumper havde bombarderet dem med paradisæbler. Aske og Odysseus havde trampet til i pedalerne for at komme uden for rækkevidde, men Glenn havde nået at fyre et syngende paradisæble lige i ribbenene på Aske. Det havde gjort virkelig naller.

Aske hev op i T-shirten foran spejlet i entréen. Han havde fået et turbo rødt mærke, der sved, når han rørte ved det. Store nar!
»Værsgo søde«.
Ej, det var måske lige Joe & The Juice-agtigt nok. Folk, der sagde »søde«, havde det ofte med selv at være dumme.
bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
er et forlag i ROSINANTE & CO
Købmagergade 62, 3. • Postboks 2252 • DK-1019 København
Chan, der ude af sig selv af raseri rettede det næste slag mod Quangs ben. Kæppen efterlod en rød stribe hen over låret. Mr. Chan svingede igen. Han skulle lige til at slå, men stoppede, da kæppen blev grebet bagfra.
Mr. Chan drejede omkring. Det var hr. Eberfrø, der havde grebet ind. »Stop mr. Chan, please,« råbte han rød i hovedet af varme eller vrede.
Mr. Chan kiggede spørgende på den grimme unge mand med bøllehatten, som oversatte. Hr. Eberfrø rakte hånden frem, og mr. Chan afleverede slukøret sit våben og skyndte sig at bukke og undskylde mange gange. Nu var han nok gået over stregen. Man slog sikkert ikke på medarbejderne i danske virksomheder. Havde han mon ødelagt det hele? Mr. Chan fandt hurtigt sin kam frem og forsøgte manisk at få kontrol over sin frisure. Hr. Eberfrø stod tavs med kæppen i hånden og kiggede fra mr. Chan over på Quang, der lå sammensunket på gulvet og græd og stønnede, så dæmpet han kunne. En lille dråbe savl faldt fra Quangs mund som i slowmotion og landede på ninjaens hætte. Dråben lavede en lille, mørk plet på det ternede cashmere. I det samme mistede hr. Eberfrø besindelsen og gik løs på Quang med bambuskæppen i ukontrolleret vildskab.
Han slog og slog og slog. Quang hylede og skreg og vred sig på gulvet. Bøllehatten og mr. Chan prøvede ængsteligt at berolige hr. Eberfrø ved at lægge hænderne på hans skuldre, men skulle ikke nyde noget af at lægge sig imellem. Små stænk af blod sprøjtede op på hr. Eberfrøs ansigt. Quang skreg ikke mere. Han lå stille på betongulvet. Ingen sagde noget. Kun regnens voldsomme trommen mod taget samt hr. Eberfrøs udmattede stønnen hørtes i rummet. Han slog en sidste gang så hårdt, at bambuskæppen knækkede. Han smed stumpen fra sig og stod helt stille et par sekunder. Så spyttede han. Tørrede sig med håndryggen over ansigtet og gik hurtigt ud ad døren.
Eberfrø stirrede pludselig på Quang.
og lignede de rygsæk-turister, der altid gæstede stranden hjemme ved Quangs landsby. Den forreste mand derimod var høj og så ud til at være dyrt klædt på. Han havde tynde jakkesætsbukser på og en hvid kortærmet skjorte. Et diamantbesat perlearmbånd dinglede om mandens håndled. Hans sommerjakke lå sammenfoldet over armen, og det var tydeligt, at han havde det forfærdeligt varmt. På trods af det havde han et langt, ternet tørklæde hængende om halsen.

Mr. Chan smilede og snakkede dæmpet til den unge mand med bøllehatten, som herefter oversatte for manden i skjorten, der nikkede og svarede. Bøllehatten oversatte for mr. Chan, som så meget stolt og glad ud. »Børn, byd velkommen til fabrikkens nye ejer: Hr. Eberfrø fra Danmark.«

Alle børnene bukkede, og mr. Chan så meget tilfreds ud. Han pegede på børnene med sin bambuskæp og sagde: »Hr. direktør, her er vores dygtige medarbejdere, som vil gøre deres yderste for fortsat at levere den allerfineste kvalitet til bæredygtige priser.« Bøllehatten oversatte hviskende for direktøren.

Mr. Chan viftede ivrigt med hånden, så hans guldur dinglede. »Skynd jer tilbage til arbejdet, vis hvor flittige I kan være.«

Quang satte sig hurtigt tilbage til symaskinen. De andre børn fandt også deres pladser. De udvekslede blikke. De havde mistet deres pause og allerværst: De havde ikke fået noget at drikke.

Quang tog en lyserød, nøgen ninjadukke fra Honey-Bees store trådkurv. Honey-Bee var en pige på 6 år, der sad lige bag ved Quang. Hendes opgave var at sy de to
det er ikke dig, der er Phillip Eberfrø?
Og han havde bare set sur og dum ud, som om en andengradsligning havde stjålet hans Bacon-Chips.
Jeg hørte det godt, og jeg har skrevet det ned i en bog med alle de ting, jeg skider på. Den er ret tyk efterhånden. Kom så!«
Da han rettede sig op og så sig i spejlet, frøs hans blod til is. (Eller det gjorde det jo så ikke rigtigt, men altså … Det lyder godt, og du ved, hvad jeg mener, ikke? Han fik i hvert fald et herre chok!)
Dråben lavede en lille, mørk plet på det ternede cashmere. I det samme mistede hr. Eberfrø besindelsen og gik løs på Quang med bambuskæppen i ukontrolleret vildskab.

Han slog og slog og slog. Quang hylede og skreg og vred sig på gulvet. Bøllehatten og mr. Chan prøvede ængsteligt at berolige hr. Eberfrø ved at lægge hænderne på hans skuldre, men skulle ikke nyde noget af at lægge sig imellem. Små stænk af blod sprøjtede op på hr. Eberfrøs ansigt. Quang skreg ikke mere. Han lå stille på betongulvet. Ingen sagde noget. Kun regnens voldsomme trommen mod taget samt hr. Eberfrøs udmattede stønnen hørtes i rummet. Han slog en sidste gang så hårdt, at bambuskæppen knækkede. Han smed stumpen fra sig og stod helt stille et par sekunder. Så spyttede han. Tørrede sig med håndryggen over ansigtet og gik hurtigt ud ad døren.

Tolken med bøllehatten stod rådvild et øjeblik og fulgte så efter hr. Eberfrø.

Regnen væltede ned udenfor. Phillip Eberfrø standsede et øjeblik og vendte ansigtet opad og lod sig forfriske af den tunge regn. Hans chauffør havde parkeret den sorte Mercedes lige foran den nedslidte betonbygning. Jorden i fabriksgården var allerede blevet helt smattet af regnen, og han opgav at gå på tæer for at forsøge at holde de dyre sko rene og pæne. Phillip Eberfrø åbnede bildøren og ville smide sin sammenfoldede jakke ind, da hans tegnebog faldt ud af jakkelommen og ned i mudderet. Han bandede og samlede den hurtigt op og skrabede mudderet af med sin pegefinger.

Tolken med bøllehatten kom farende ud af fabrikken. »Hvad fanden er det, der sker her?« råbte han. »Det sagde du ikke noget om?«

Phillip Eberfrø sukkede og famlede i bukselommen. Chaufføren åbnede sin dør og var på vej ud af bilen med en paraply, men Phillip Eberfrø vinkede afværgende med hånden. Han hev et tykt bundt eurosedler op af bukselommen og rakte dem til tolken. »Nej, og det siger du heller ikke noget om, vel?«

Bøllehatten tog tøvende imod det store seddelbundt og kiggede forbløffet efter Phillip Eberfrø, der steg ind på bagsædet, mens han råbte: »Du finder selv hjem, ikke?«

Den unge mand gloede efter bilen, da den fræsede af sted.
KÆRE JESSICA

Aske smækkede døren bag sig. Han smed sin taske i entréen. Hvor var Glenn dog bare en kæmpe idiot.
En angrebsstyrke fra specialklassen havde ligget i baghold på hjemvejen
Han vidste bare, at han hed Bjarne, var glarmester, og at han og Sirene kun havde været kærester i et par uger, før han pludselig rejste til Norge og slog sig ned med en ny dame.
Pik-atju og Banko-Karen og hvad det hed alt sammen. Og Penten.«

Leif pegede over på den ternede dukke. »Hvad med den der sudoku-bamse? Den er da meget sjov.«

»Jamen … Ja … Men hvor fanden kommer den fra? Tror du, det kan være sådan en Pokémon Go-Go? Den lå bare midt på gulvet.«
Det var nu, man kunne få lov til at drikke lidt vand og nå på toilettet, inden klokken atter ringede.
En angrebsstyrke fra specialklassen havde ligget i baghold på hjemvejen.
stedet for slagtehuset, havde holdt sig til salatbaren.
Jørn havde haft det meget bedre
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)