Ole Hieronymus Mynster var ikke blot læge for den brystsvage Kamma Rahbek — han var også en kær ven af ægteparret i Bakkehuset på Frederiksberg, der stod i centrum for det københavnske kulturliv i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Det vidner de mange breve, der er samlet i denne bog, om. O.H. Mynsters breve til Kamma Rahbek er skrevet i perioden 1804–1812 og giver et spændende indblik i tidens behandlingsmetoder, hverdagsliv og kulturelle forhold.
Kamma Rahbek (1775–1829) var en dansk kulturpersonlighed og salonværtinde. I hjemmet i Bakkehuset på Frederiksberg var hun, sammen med ægtemanden Knud Lyne Rahbek, vært for mange af Guldalderens kunstnere og intellektuelle.
Ole Hieronymus Mynster (1772–1818) var en dansk læge og naturvidenskabsmand. Mynster var huslæge — blandt andet i Bakkehuset på Frederiksberg hos ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek. Han stod desuden bag det første danske naturvidenskabelige tidsskrift “Physicalsk, oeconomisk og medico-chirurgisk Bibliothek for Danmark og Norge”.