Et kvarter senere var fronten passeret, og lyset vendte tilbage; Konrad Simonsen genoptog sin opsporing. Alt var som før, de samme uordnede former og omrids, de samme nuancer af grønt i forfald, den samme fortættede mangel på aktivitet. Og så alligevel ikke. Regnskyllet havde renset reviret, og solen fængede nu i myriader af dryppende dråber, så hvert blad glimtede, og hver kvist strålede, mens små eksistenser forsigtigt vovede sig frem fra skovens mange skjul for at erobre deres våde, genfødte verden.