Svinehunde

Læseprøve af Den sindssyge polak

Komtessen råbte forpustet op

humør yderligere i vejret.
Interviewet med Anni Staal var

– Undskyld, det har jeg glemt

Hun ledte efter ordene

Hun stoppede. Ordet

af en skov i baggrunden.
– Gud

Han vendte hende ryggen og gik, før hun nåede at svare

Malte Borup modtog taknemmelig

Kapitel 14
Klatrer betr

Vi gik på politiskole sammen. Han og jeg har en tipsklub.
Konrad Simonsen

Jeg gør. Hvad har du hjulpet hende med?
– Det vedkommer ikke dig!
De sad et stykke

– Det lyder perfekt.

var speciel. Måske han netop i dag på denne gudsforladte sjællandske stubmark kunne se sig selv med en smule stolthed; ja muligvis endda smyge sit åndssvage øgenavn af sig. Alle kaldte ham Klatrer. Få, næsten ingen, kendte hans rigtige navn; navnet fra dengang nogen brød sig om ham, og han brød sig om nogen. Indtil … det ikke var sådan mere.
Tanken om barndommen forblev ikke ustraffet: smerten i hans lænd bredte sig nedover hans baller og baglår som en ond svie. Han ignorerede den og koncentrerede sig om at skifte tøj, idet han lod det gamle ligge på brændet. Da han var færdig, mærkede han hævnens sødme bruse igennem sig. Bortset fra en enkelt uforudset situation, som han havde holdt for sig selv og således på egen hånd måtte løse senere, havde han til punkt og prikke gjort sit. Nu

– Ja, det havde jeg vel.

Støtte til ofrene i form af statsbetalt psykolog- eller psykiaterhjælp, så længe og meget det er nødvendigt.

Et kvarter senere var fronten passeret, og lyset vendte tilbage; Konrad Simonsen genoptog sin opsporing. Alt var som før, de samme uordnede former og omrids, de samme nuancer af grønt i forfald, den samme fortættede mangel på aktivitet. Og så alligevel ikke. Regnskyllet havde renset reviret, og solen fængede nu i myriader af dryppende dråber, så hvert blad glimtede, og hver kvist strålede, mens små eksistenser forsigtigt vovede sig frem fra skovens mange skjul for at erobre deres våde, genfødte verden.

Ude over fjorden var himlen trukket op i et blytungt tordendække, og lyn glimtede i horisont en. Han kiggede betaget op i uvejret. Turbulente luftstrømme og faldvinde på undersiden af vejrsystemet rev grå totter af skyerne og hvirvlede dem i vandet. Mørket vandt frem og nærmede sig. Pludselig stod en skypumpe, straks efter én til, og lidt længere væk en tredje. Krumme i form, tykke foroven og tyndere ned efter ved vandspejlet; tre kæmpemæssige hugtænder, der i usikker dans drev ind mod kysten. Fænomenet varede kun kort. Umiddelbart efter at de nåede land, blev tænderne suget nedad, opslugt og fortæret af jorden, mens en lad rumlen brummede ind over byen som en henkastet ræben. Så faldt regnen.

Det grundede Konrad Simonsen over det meste af vejen til København.

– Hvordan i alverden gjorde du det, hun var helt oppe at ringe.

– Man skal tale langsomt og give dem direkte besked, så retter de ind. Det gælder alle kvinder.