Citater fra »Svinehunde« af Lotte og Søren Hammer

Støtte til ofrene i form af statsbetalt psykolog- eller psykiaterhjælp, så længe og meget det er nødvendigt.

Et kvarter senere var fronten passeret, og lyset vendte tilbage; Konrad Simonsen genoptog sin opsporing. Alt var som før, de samme uordnede former og omrids, de samme nuancer af grønt i forfald, den samme fortættede mangel på aktivitet. Og så alligevel ikke. Regnskyllet havde renset reviret, og solen fængede nu i myriader af dryppende dråber, så hvert blad glimtede, og hver kvist strålede, mens små eksistenser forsigtigt vovede sig frem fra skovens mange skjul for at erobre deres våde, genfødte verden.

Ude over fjorden var himlen trukket op i et blytungt tordendække, og lyn glimtede i horisont en. Han kiggede betaget op i uvejret. Turbulente luftstrømme og faldvinde på undersiden af vejrsystemet rev grå totter af skyerne og hvirvlede dem i vandet. Mørket vandt frem og nærmede sig. Pludselig stod en skypumpe, straks efter én til, og lidt længere væk en tredje. Krumme i form, tykke foroven og tyndere ned efter ved vandspejlet; tre kæmpemæssige hugtænder, der i usikker dans drev ind mod kysten. Fænomenet varede kun kort. Umiddelbart efter at de nåede land, blev tænderne suget nedad, opslugt og fortæret af jorden, mens en lad rumlen brummede ind over byen som en henkastet ræben. Så faldt regnen.

Det grundede Konrad Simonsen over det meste af vejen til København.

– Hvordan i alverden gjorde du det, hun var helt oppe at ringe.

– Man skal tale langsomt og give dem direkte besked, så retter de ind. Det gælder alle kvinder.

Du indgiver anmeldelse på nærmeste politistation, og så, vupti – i løbet af ganske få år vil du modtage et afslag.

– Mange unge gymnasiaster mener, at de her har fundet en fælles sag. I en verden hvor de dagligt bliver tudet ørerne fulde af globaliseringens benhårde krav til et konkurrence dygtigt intellekt, samt at fanden ubønhørligt høster de middelmådige, er et letforståeligt anti-pædofilt budskab, som alle kan tilslutte sig, en gave fra højere magter.

Træbaronen var en 93-årig mand, der som barn var emigreret med sine forældre fra Onsild i Himmerland, og siden havde han ikke sat sine ben i Danmark, men han huskede udmærket det gamle land med de gyldne, bølgende kornmarker og idylliske små bondegårde, hvor stokroserne slog mod de skæve vinduer, mens solen gik i dyk, og dansken tændte tællepråsen.

– Sidste torsdag talte vi om dæmonisering; om folkemoral og medmenneskelighed. Per tog afsæt i det store antal tyske flygtninge, Danmark blev påtvunget ved krigens slutning i 1945, altså fortrinsvis mennesker, der var flygtet fra den røde hærs fremrykning i øst. Efter befrielsen nægtede myndighederne at yde disse mennesker lægehjælp, og det var ikke, fordi der var lægemangel, eller fordi der ikke var behov, men simpelthen fordi de var tyske. Det resulterede i en del dødsfald, også ganske mange blandt børn, der nemt kunne være reddet.

– Be my life’s companion and you’ll never grow old.

derfor, vi er her.
– Ham kommer jeg til, men tingene hænger jo sammen. Jeg har skam nogle

I forvejen var manden berygtet for sine flamboyante sprogblomster og luftige vendinger

– Sætning for sætning er det varm luft og fehår

Men han holdt tand for tunge med de dele.

Kasper Planck satte sig til computeren og afspillede videoerne en gang til. Han var dårlig til bens, når det gjaldt oprydning.

en del arbejde i at skille klint fra hvede.

det meste af i morgen går med at skille klinten fra hveden

– Hm, du har da vist hen ad vejen tiltusket dig en hel del pakker uden for juletid, hvis jeg ellers husker …

Udtrykket med den lille trold nummer tre – har brændt sig ind i baghovedet

Helt uhørt var Pauline Berg stadig obsternasig, og Konrad Simonsen skruede bissen på: