bookmate game
Bøger
Claus Bryld

FÆDRENE ÅD SURE DRUER

Claus Bryld er søn af en dansk nazist, hvis tre brødre også var aktive i det danske nazistparti, DNSAP, under besættelsen. Reaktionen og bearbejdningen heraf har fyldt meget i hans liv, og i denne erindringsbog fortæller han om en barndom og ungdom, som var farverig og fuld af omskiftelser, men også konstant truet af frygten for, at omverdenen skulle bruge hans fars historie mod ham. I en moden alder begynder han dog at italesætte fortiden og at tage et offentligt opgør med forældregenerationen og dens skyld. Ikke så meget for at dømme som for at forstå. Foruden dette opgør, der også er et opgør med udrensningen efter krigen, skildrer Claus Bryld sin egen udvikling, menneskeligt såvel som politisk, en udvikling, der gik i en helt anden retning end faren og farbrødrenes.
Bogen udgør en blanding af personlig erindring fra tiden 1944 til 1971 og historisk fremstilling, der bygger på de endeligt frigivne dokumenter fra besættelsestiden og retsopgøret.
455 trykte sider
Copyrightindehaver
Forlaget Mellemgaard
Oprindeligt udgivet
2024
Udgivelsesår
2024
Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Vurderinger

  • Erik Johansen Jappehar delt en vurderingfor 18 dage siden
    👍Værd at læse
    💡Lærerig

Citater

  • Erik Johansen Jappehar citeretfor 18 dage siden
    Arthur Koestler, der blev glødende kommunist i 1930’erne, men forlod kommunismen efter Hitler-Stalin-pagten i 1939, skriver i anden del af sine erindringer om de åndelige tømmermænd efter at have forladt troen:

    ”En tro opstår tilsyneladende spontant, som en sommerfugl, der bryder ud af sin puppe. Men en tros død sker gradvist og langsomt. Selv efter de tilsyneladende sidste bevægelser af de trætte vinger er der endnu en svag krampetrækning tilbage. Enhver sand tro viser denne stædige nægtelse af at dø, uanset om den er rettet mod en kirke, en sag, en ven eller en kvinde. Naturens skræk for det tomme rum gælder også på det åndelige område”. (Arthur Koestler: Skriften på væggen, s. 364).
  • Erik Johansen Jappehar citeretfor 19 dage siden
    I mange år mente jeg, at jeg af egen drift havde frigjort mig fra mit nazistiske ophav. Det gav en vis selvberoenhed, ikke nervemæssigt, men politisk. Men problemet kan jo lige så godt vendes om: Var mit valg af humanistisk studium og af politisk holdning til venstre for midten i virkeligheden en art selvlegitimering, en mere eller mindre bevidst, opportunistisk tilpasning til det samfund, der havde afvist nazismen? Var jeg blevet nazist, hvis nazismen havde sejret? Blev jeg demokrat og socialist, fordi jeg voksede op i en anden tid og i et andet samfund, der med held integrerede mig i sine værdier? Måske fordi jeg ikke blev efterladt med alt for ømme tænder?
  • Erik Johansen Jappehar citeretfor 20 dage siden
    Fars død var den største sorg i mit liv, og måske blev jeg så stærkt grebet af nazismen som følge af hans død. Jeg mener: Måske kom nazismen og Frits Clausen i nogen grad til at stå i fars sted.

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)