Pigen med de røde sko

Hun havde ikke brudt sig om udseendet på nogle af de kraftige, lyserøde bondekoner og deres mænd med kraftige næver, som hun hørte sige kun havde råd til at tage imod ældre drenge, der kunne være "nyttige" på gården, selvom de spiste mere end de langt mindre piger.

Men om natten følte hun, at hun var langt væk hjemmefra. Hun savnede sin kat, Sooty, og til sin egen overraskelse savnede hun også mor. Derhjemme drak de altid en kop kakao sammen inden sengetid. Så redte mor hendes lange mørke hår, til det skinnede, og samlede det i en enkelt fletning for natten. Om morgenen børstede hun igen Rubys hår og delte det i to pæne, lange fletninger, der næsten nåede hende til taljen, og som blev bundet med elastikker med mørkeblå sløjfer på. "Du er ligesom Rapunzel, er du," sagde mor så, mens hun beundrede Rubys tykke hår. Og selvom Ruby vidste, at figuren i eventyret havde gyldent hår, mens hendes var mørkt, kunne hun godt lide sammenligningen, og hun kunne lide at forestille sig, at hun var præcis ligesom prinsessen i tårnet, der ventede på, at en prins en dag ville komme og redde hende.

Men nu var der ikke længere noget håb om, at hun nogensinde ville blive prinsesse, nu, hvor hun stod over for at miste sit dejlige, lange hår. Landsbyens familier gav de nyankomne fra London skylden for luseplagen, mens alle fra Christchurchskolen skød skylden på de lokale børn. For to uger siden var de begyndt at få undervisning forskellige steder: forsamlingshuset, sognegården og den lokale skole. Børn fra London sad ved siden af børn fra landet; hoveder fra smoggen og slummen strejfede tæt forbi hoveder fra høstakkene og de levende hegn.

Luse-Nora, som sygeplejersken, der tjekkede børnene for lus, blev kaldt, var blevet kaldt til skolen, en uge efter at de var ankommet. Hun havde inspiceret hvert et hoved og noteret sig sine observationer, smækket med tungen over levende såvel som døde fund og rengjort sin kam efter hver undersøgelse.

Frøken Harris overbragte sin klasse nyheden efter sygeplejerskens besøg.