Sproget

Det er dog ikke altid at pauser er af det onde. I eksamenssituationen er det faktisk en god ide at tænke sig om inden man går i gang med svaret. Desværre er det ikke alle eksaminatorer der er opmærksomme på dette særlige behov; jeg har som censor været ude for eksaminatorer der hurtigt følte pausen pinlig og som så selv begyndte at foreslå svaret. Det er ikke fair.

Den længste pause

Én af historiens berømteste pauser var den som daværende trafikminister Knud Østergaard holdt da han blev spurgt hvad man skulle med en Storebæltsbro. Selv om den ikke måltes i minutter, men blot i sekunder, føltes pausen uendelig. Han endte med at foreslå at man kunne køre mælk fra Jylland til København, men pausen efterlod det indtryk at han ikke anede hvad man skulle med den bro. Den har jo siden vist sig at være ganske populær.

Også igangsætningen af en samtale kan variere meget. Det afhænger af bekendtskabets art og samtalens formål, om man kan buse lige ud med et emne, eller man føler sig nødsaget til en indledende snak. Specielt hvis man skal bede om en tjeneste, kan det være nødvendigt med lidt smøring først – en etablering af en vis samhørighed

Det må dog indrømmes at der findes mennesker der kan blive så optaget af deres egen monolog at de ignorerer manglen på modtagersignaler. Hvis to mennesker af denne type mødes i en samtale, kan man opleve sideløbende monologer. Det er et åbent spørgsmål om der foregår nogen kommunikation. Og det er nok også ret sjældent

I skuespillet lytter man efter sine stikord, og leverer derefter sin replik, der slutter med et stikord til den næste taler. Opmærksomheden er begrænset og målrettet. I den autentiske samtale må man selv skabe sine stikord, og opmærksomheden på forløbet er konstant – også mens man selv ‘er på’, må man være opmærksom på hvordan de andre modtager.

Den almindelige samtale: roderi?

Mindre oplagt, men lige så væsentligt er det at de forskellige deltageres bidrag hænger sammen. Hver enkelt ytring (undtagen den første) tager udgangspunkt i den eller de foregående. Og hver enkelt ytring (undtagen den sidste) er med til at bestemme de følgende.

Men selv en ligegyldig samtale man kommer til at overhøre i en bus, kan fange. “Jeg kunne ikke undgå at høre hvad der blev sagt,” siger vi. Sandheden er snarere at man ikke kan lade være med at lytte.

Men når vi deltager i en samtale, skal vi det hele: være opmærksomme på lyde, rytme, tonegang, ordformer, sætninger og logisk sammenhæng, og samtidig skal vi lytte til nuancerne og være opmærksomme på mimik og gestus – for at være klar til selv at deltage med øjebliks varsel.

Tale er sølv, men tavshed er guld.

ARABISK ORDSPROG

Der er også tilfælde hvor tale er guld, men tavshed er bly …

ELLEN MARGRETE NIELSEN