Maja Lucas

Mor

    Christina Lange Prindshar citeretfor 8 måneder siden
    giver hende nogle indsprøjtninger og et drop. Da hun kommer tilbage på fødestuen, har hun et mærkeligt sår på armen. Det ligner et brændemærke. Lægen siger, at hun er heldig, hun er på et hospital, ellers ville hun være død af blodtabet. Jordemoren giver pigen en hue og en stofble på og lægger hende hos moren. De bliver kørt op på stuen til morgenmad, som er ristet brød og juice. Et dannebrogsflag står ved siden af tallerkenen. Moren drikker farens juice og får mere, drikker og drikker.
    Christina Lange Prindshar citeretfor 8 måneder siden
    en slags genkommende krampe. Efter nogen tid opdager hun, at hun sover mellem dem.
    Da presseveerne kommer, er det tidligt om morgenen. Rygmarvsblokaden bliver slukket. Moren er ekstremt træt. Hun føler det, som om hun har strakt sig for langt, som om alle hendes grænser er blevet overskredet. Hun ved ikke, hvad det er, der afholder hende fra at bede om et kejsersnit, måske tanken om komplikationerne. Hun ønsker at forsvinde fra stuen. Hun fortryder sit ønske om et barn, sammen med det parforhold, som førte til barnet. Hun ønsker sig tilbage til sin ensomhed uden en mand, hun ønsker at være helt og aldeles sig selv. Så mærker hun en voldsom trang til at tømme sig. Lort sprøjter ud af hende, ud på jordemoren, der uanfægtet tørrer det af, beder hende om at presse igen. Pigens hoved skyder ud. Moren kigger op i loftet, forsøger at holde igen, som jordemoren beder hende om, men kan ikke lade være med at presse. Hun kan skimte en skulder. Til sidst får hun pigen op til sig, en fedtindsmurt, grædende klump. Hun ligger mellem hendes bryster, viser ingen interesse for dem. Moren føler ingenting, men forsøger at smile, fordi faren tager et billede. Bagefter klipper han navlestrengen over. Så beder jordemoren hende om at presse moderkagen ud, men hun har ingen kræfter tilbage. Hun får sorte prikker for øjnene, hendes åndedræt bliver hurtigere og hurtigere. Jordemoren ringer efter en læge. Hun vejer pigen og overlader hende til faren, som hun beder om at tage skjorten af, for at give pigen hudkontakt. Faren ser forskrækket ud og sidder helt stille med hende mod sit bryst. Lægen og jordemoren kører moren ind i et operationslokale og skruer op for blokaden igen. Moren kigger ikke på dem, kigger ikke på sig selv, mærker ingenting. De fortæller hende, at hun har blødt en del, at hun stadig bløder. De
    Christina Lange Prindshar citeretfor 8 måneder siden
    å fødeafdelingen prikker jordemoren hul på fosterhinden og giver hende et stort bind på. De får et lille lokale at vente i. Det eneste i rummet er en seng, uden sengetøj, som hun lægger sig i. Faren finder en stol i venteværelset og sætter sig ved siden af hende. Veerne bliver voldsommere og voldsommere. Hidtil har hun sjældent oplevet fysisk smerte. Hidtil har hun tænkt på det som noget abstrakt, nærmest som en åndelig prøvelse. Særligt denne fødselssmerte, der ikke skyldes noget ondt. Men nu forstår hun, at psykisk smerte er en afglans af den kropslige, at psykisk smerte er en metafor. Den virkelige smerte er i hende nu. Det er en smerte, hun vil gøre alt for at undgå. Hendes hofter er smalle, hun har aldrig følt sig fødselsegnet, selvom lægen har forsikret hende om, at der intet er i vejen med hendes fysik. Nu forestiller hun sig barnet flå hende op.
    En fødestue bliver klar. Moren beder med det samme om en rygmarvsblokade. Jordemoren ser overrasket ud, men får fat på en læge, som giver hende blokaden. Pigens tilstand bliver overvåget af en maskine, hendes hjerterytme er en lille, regelmæssig stigning på en kurve. Faren følger den stift med øjnene. Af og til kommer han hen til moren og vil holde hende i hånden, men hun beder ham om at gå væk. Hun får kvalme, når han rører ved hende. Blokaden har dæmpet veerne, men de kan stadig mærkes som en kraftig murren,
    Christina Lange Prindshar citeretfor 8 måneder siden
    Midt om natten begynder pigen at græde. Moren tager hende i favnen og vugger hende, går ud i skifterummet med hende. Hun skifter hendes ble, forsøger at lægge hende til, men pigen drejer hovedet væk efter at have suttet et par sekunder og græder videre. Moren ringer efter en sygeplejerske, spørger hvad hun skal gøre. Sygeplejersken henter en suttebrik og foreslår hende at prøve igen, tager fat om hendes bryst for at hjælpe til, et øjeblik mærker moren distinkt de fremmede hænder mod sin hud. Men det lykkes ikke, pigen vil ikke. Sygeplejersken bliver kaldt hen til en anden stue. Moren siger pludselig kom lige her og løfter pigen op, så deres næser rører hinanden. Det er første gang, hun taler direkte til hende. Hendes erfaring med babyer er begrænset. Hun har passet sin niece nogle gange, udstyret med bananmos og sutteflaske, men niecen var ældre, og det overordnede ansvar var hos forældrene. Det er det, som slår hende ved denne situation, at hun er den sidste, den afgørende instans. End ikke hospitalet og sygeplejerskerne er de endegyldigt ansvarlige. Selv faren er skubbet til side i forhold til hende. Det er hendes ansvar, hendes skyld, hendes mælk, hendes barn. Det forekommer hende, at hun aldrig før har følt et ansvar, at hendes handlinger hidtil har været på skrømt, undskyldelige. Nu er hun ikke længere sine forældres barn, hun er sit barns forælder.
    Anne-Mette Birkvad Deleuranhar citeretsidste år
    Hun har selv valgt at få pigen, og hvis hun virkelig ikke vil have hende alligevel, kan hun fraskrive sig forældremyndigheden. I realiteten er hun fri, tænker hun. Der er ingen, der tvinger hende til at være mor.
    Anne-Mette Birkvad Deleuranhar citeretsidste år
    ned. Det virker omsonst at flygte fra den rolle, den runde mor, den rolige favn. Hun vil aldrig være en beundringsværdig krop i pigens øjne. Jo ældre pigen bliver, jo mindre vil der formentlig være af den glæde ved hendes krop, hun føler nu. Pigen leger med hendes bryster, kilder hendes fødder, borer panden ind i hendes mave, kaster sig om halsen på hende, presser sine læber mod hendes. Endnu, forekommer det moren, er der intet ved hendes krop, som frastøder pigen. Men snart vil det være forbi, ved hun. Snart vil moderkroppen fylde hende med afsky
    Anne-Mette Birkvad Deleuranhar citeretsidste år
    få et barn har forandret hende, sat et mærke på hende, gjort hende til en anden. I fysisk forstand: mere udslidt, mere grå. Halvandet års dårlig søvn har sat sig i hendes ansigt. Hun har hørt, at det skulle være sundt at have børn og familie, men samtidig hører hun gang på gang om, hvor vigtig en god nattesøvn er.
    Na Afd.disp Bettina Thejlman Bruunhar citeretfor 2 år siden
    Sund‍­heds‍­ple‍­jer‍­sken siger, at det er dem, for‍­æl‍­dre‍­ne, der be‍­stem‍­mer, men det føles ikke sådan. Pigen vir‍­ker som en magt, der ube‍­tin‍­get skal ad‍­ly‍­des. Moren er hele tiden bange for at volde hende sorg.
    Sirid Halager Rodbjerghar citeretfor 3 år siden
    Lær mig, o skov, at visne glad.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)