Endnu en nat

Flyet havde wi-fi, så han loggede på sin e-mailkonto uden videre. Han havde egentlig tænkt sig at holde fri hele weekenden, men middagslure havde aldrig rigtig været ham, så han kunne lige så godt bruge tiden på at komme næste uge i forkøbet. Hans klienter sørgede for, at han havde rigeligt at lave, og sådan kunne han lide det.

Han fyrede svar af på en række beskeder, den ene fra en kollega hos et af filmselskaberne, den anden fra Flynn fra advokatfirmaet og den tredje fra Liam, en skuespiller, han repræsenterede, som også var medejer af Speakeasy. Efter en sæsons succes på Broadway i The Ususal Suspects var det lykkedes Liam at redde sig en lukrativ rolle i en ny kupfilm, hvis optagelser skulle starte inden længe. Den film var en af grundene til, at Clay havde booket en penthousesuite for weekenden på The Allegro, der skulle danne bagtæppe i et par af filmens centrale scener.

”Se det som dit helt eget forretningsfly for en dag, takket være brødrene Pinkerton.”

De to brødre var britiske filmproducenter og havde tilbudt ham at låne privatflyet weekenden over; deres måde at sige tak på for alle de fordele, han havde halet hjem under forhandlingerne til den kontrakt, de lige havde underskrevet med et filmselskab.

Julia trådte ind i flyets opulente passagerkabine, og han betragtede hende, mens hun sugede det hele til sig. Hendes grønne øjne var store og lysende, og hun nærmest indhalerede sine omgivelser. Så standsede hun brat op, og hendes underkæbe faldt målløs ned på brystet.

Det fik hjertet til at hamre i brystet på ham. Han elskede hendes umiddelbare reaktioner. Hun holdt sig ikke tilbage. Hun forstillede sig ikke. Hun lod sine følelser skinne igennem, og lige nu var hun tydeligvis ved at gå bagover, hvilket var nøjagtig sådan, han gerne ville have hende til at føle. Hun var ikke en af den slags kvinder, der havde brug for et privatfly; hun havde intet imod at flyve med rutefly, men hun var fandeme en kvinde, der forstod at nyde de gaver, man gav hende, og åh, hvor han dog elskede at give hende gaver.

Hun kastede sig i favnen på ham og lod kyssene regne ned over hans kinder, kæbe og hals. ”Hvor er jeg dog glad for, at du har skaffet dem tonsvis af penge, for det her fly er jo helt sindssygt. Du har reddet dig 10.000 blowjobs på den her konto, mester,” sagde hun.

”Det var mange. Så må du hellere se at komme i gang.”

”Er du allerede klar igen?”

Han lod, som om han så på sit ur. ”Allerede? Så vidt jeg husker, er det 20 minutter siden, jeg fik det sidste. Det er jo en ren evighed.”

Hun slap ham og gik længere ind i kabinen, mens hun lod hånden glide over de bløde lædersæder. De havde en varm, beige kulør, var brede med fodstøtter og kunne lænes helt tilbage. En Cessna Citation X havde ni sæder, og han havde aldrig været så taknemmelig for et tomt fly, som han var i dag. Omme bagerst i kabinen stod en bar af metal, hvorpå der stod rækkevis af slanke flasker med vodka, whisky og anden spiritus, solide sjusglas og en skål med friske, modne jordbær – en ekstra lille gestus fra hans klienters side.

Jo, brødrene Pinkerton kunne godt lide ham.

Forbandet godt.

“Vi tager den op til omkring 15,5 kilometer i dag, og vejrudsigten lover fint vejr hele vejen,” lød en venlig stemme bag dem. De vendte sig og fik øje på piloten, der havde sluttet sig til dem, klædt i mørkt jakkesæt og uniformskasket. Den sølvhårede flyveteran præsenterede sig hurtigt:

”Greg Barton. Jeg arbejdede tyve år for flyvevåbnet,

Hvordan lyder det?”