Abildgården

spurgte Lars Peter gravalvorligt.
— Nej, Gedebukke! overtrumfede Katrine og fejede ud ad Døren fulgt af en Skraldlatter fra Mændene.
— Aah, haa haa! lo Jørgen og tørrede sine Øjne, Der fik Katrine alligevel det sidste Ord!
— Jo, sagde Lars Peter smaagrinende, det plejer de jo, Kvindfolkene.
— Det passer, indrømmede Jørgen og blev langsomt alvorlig, det gør de.
— Men I to, vedblev han, idet han tog sig i sine Tanker, I har det nu godt med hinanden, hva’?
— Jo, det var Synd at sige andet, svarede Lars Peter, nu har vi s’mænd gaaet i Spand sammen i mange Aar, og jeg ku’ ingen bedre ønske mig end som Katrine, det er sikkert og vist.
— En god Kone er meget værd, sagde Jørgen og blev eftertænksom.
— Det er en god Dram ogsaa! mente Lars Peter og vilde af flere Grunde have Jørgen bort fra det Emne, nu henter jeg li’e Flasken — —
— Ja, men jeg ska’ nu se at komme hjem, indvendte Jørgen og gjorde Mine til at rejse sig.
— Du ka’ da nok drikke en lille een først, sagde Lars Peter og var ikke til Sinds at slippe sin Gæst, det er jo som sagt ikke hver Dag, du er her.
— Naa ja, saa en lille een, Jørgen satte sig til igen, det er jo godt for Blodet, siger man.
— Ja, det ruller raskere, Jørgen! lo Lars Peter, Skaal!
— Skaal, svarede Jørgen og drak ud. Og han protesterede ikke, da Lars Peter igen fyldte hans Glas.
— Ork, du, jeg saa Tække-Niels ovre paa den anden Side af Skoven, sagde Jørgen saa og slap et Opstød, han truede ad mig! Jeg gav ham en Skilling, men han strittede den i Vejgrøften og raabte, at den Onde skulde fare i mig! Jeg kløede paa Hestene og kom væk, det var sgu’ helt uhyggeligt.
— Man ska’ slet ikke se ham, svarede Lars Peter, men det bliver ringere og ringere me’ ham, og en Dag maa de vel lukke ham inde.
— Kvindfolk igen, fastslog Jørgen og satte Glasset for Munden.
— Jo, men han har nu alle Dage været en sær Kanut, mente Lars Peter og smaalo ved Tanken, det var allerede længe inden Marie gjorde ham tumbet, da væltede han en Dag Præsten i Pilegaardens Mødding.
— Det gjorde han da vel ikke! spruttede Jørgen.
— Det var før din Tid, sagde Lars Peter og skænkede i Glasset for ham, ser du, gamle Pastor Jespersen, han var jo næn om sin Værdighed, og saa en Dag, da de to mødes foran Pilegaarden, saa fik jo Niels strenge Formaninger om at han sku’ komme i Kirke, og det vilde Niels nu’tte, for han ku’ Fa’en vælte ham ikke se, hva’ det sku’ nytte. Saa blev jo gamle Jespersen harm og raabte, at han var en forhærdet Synder