Lone Theils

Heksedrengen

Birte Agnete Jensen
Birte Agnete Jensenhar citeretsidste måned
Da de kom indenfor, slog hun sig ned i sofaen og så sig omkring, mens Nora satte vand over til te og kiggede i køkkenskabene efter et eller andet at byde på. Hun fandt fire Digestive i en kiksedåse og to mandariner i frugtskålen og lagde dem på et fad.
»Nå ja. Ordenssans har du aldrig haft så meget af,« sagde moren, da Nora kom ind med kopperne og fadet.
»Jeg sad faktisk lige midt i noget research. Hvis du havde ringet i forvejen, er jeg sikker på, at jeg kunne have mobiliseret et pinligt rent hjem,« sagde hun.
»Du burde få dig en rengøringskone. Vi er så glade for Wilma. Det var hende, vi fik, efter at Betty måtte på pension, og hun ...«
Nora kunne mærke, hvordan hun skruede ned for opmærksomheden, da hun gik ud i køkkenet igen for at hente teen.
Hun hældte op og satte sig over for moren i den anden ende af sofaen.
»Har du hørt det med far?«
»Hvad er der med far?« spurgte Elisabeth forvirret.
»Han blev indlagt på hospitalet efter en trafikulykke.«
Noras mor så chokeret ud.
»Er han okay nu?«
Nora trak på skuldrene.
»Han bliver vel okay. Jeg besøgte ham på hospitalet i sidste uge. Det værste er nok, at han har problemer med hjertet, og han havde ikke fortalt noget om det til hverken mig eller David, og ...«
»Hvorfor ringede du ikke til mig?« afbrød Elisabeth.
»Jeg tænkte, at far vel selv ville kontakte dig, hvis han syntes, du skulle vide det.«
»Du kender jo din far. Han ringer aldrig. Hvordan klarer David det?« spurgte hun bekymret.
Nora trak på skuldrene.
»Som han nu bedst kan.«
»Tror du, vi skal invitere ham over? Måske trænger han til fred og ro?« spekulerede Elisabeth højt.
»Far? Det tror jeg ikke.«
»Nej, David.«
»Du ved, han hader at rejse. Men du må hellere selv tale med ham om det. Jeg er jo ikke hans mor.«
Hun kunne se på den måde, Elisabeth blinkede på, at hun havde såret hende. Igen.
Det var ikke altid med vilje, men den dag moren var rejst fra dem, den dag Nora havde mødt hende i indkørslen med kufferten, havde hun i Noras øjne givet afkald på retten til at få lov til at trøste hende og David igen. Nogensinde.
Nora havde prøvet at tilgive og komme videre, ikke mindst fordi hun vidste, at det gjorde allermest ondt på hende selv at gå med den der brune plamage af sorg indeni. Men selv om hun gang på gang troede, hun havde gnubbet den væk, så boblede der altid nye grimme følelser op til overfladen, når hun blev presset.
Samvær med moren skulle helst planlægges og foregå, når Nora var udhvilet og havde overskud til at høre på hendes uendelige pludder om ingenting.
»Nora. Jeg prøver virkelig,« sagde hendes mor stille.
Nora sukkede.
»Ja. Jeg ved det godt. Det er bare ikke så godt, at du kommer lige nu. Jeg er midt i en sag, og jeg ...«
Moren rakte ud efter blomsterne
Georg Emil Schjørring
Georg Emil Schjørringhar citeretfor 10 måneder siden
Hjemme i den mørke opgang så hun omridset af en lille pakke på sin posthylde og famlede efter den.
Georg Emil Schjørring
Georg Emil Schjørringhar citeretfor 10 måneder siden
Nora stirrede på Tom, forlæggeren, der havde en forbandet evne til at få hende til at vakle i et hvilket som helst forsæt, og som hun helt bevidst havde holdt sig på lang afstand af, siden hun overnattede i hans lejlighed i Soho for flere måneder siden.
Georg Emil Schjørring
Georg Emil Schjørringhar citeretfor 10 måneder siden
Det havde været en af den slags nætter, der strakte sig fra mareridt til mareridt.
Georg Emil Schjørring
Georg Emil Schjørringhar citeretfor 10 måneder siden
»Dræbt? Vel ikke på grund af sin forskning? Havde det noget med Boko Haram at gøre?«
»Jeg ved det ikke. Men han er blevet slået ihjel her i London,« svarede Nora.
»Var det et rovmord?«
Nora rystede på hovedet.
»Jeg tror det ikke. Meget tyder på, at han var ved at optrevle et eller andet, og at han havde en viden, som nogen ville gå meget langt for at få til at forsvinde igen. Ved du noget om, hvad han specifikt arbejdede med? Kender du nogen af hans nærmeste kolleger, dem, han stolede på?«
Keller rystede på hovedet.
»Nej. Så godt kendte jeg ham ikke. Vi havde lavet et par oplæg sammen til en konference i Genève. Han var en fin mand. Jeg er ked at høre, at han er død,« svarede Keller.
Det var en tankefuld og trist Martha Keller, der viste Nora tilbage til receptionen.

Da Nora
Georg Emil Schjørring
Georg Emil Schjørringhar citeretfor 10 måneder siden
Turen hjem havde været pinagtigt langsom, og hun var allerede presset på tid, inden hun satte sig ved skrivebordet.
Else Helleshøj
Else Helleshøjhar citeretfor 2 år siden
Kapitel 42
Nora vidste godt, at det f
Else Helleshøj
Else Helleshøjhar citeretfor 2 år siden
Tom var gået i køkkenet, da Nora tog sin telefon og trykkede et nummer i Danmark.
Else Helleshøj
Else Helleshøjhar citeretfor 2 år siden
Og hvad er forbindelsen mellem kidnapni
Else Helleshøj
Else Helleshøjhar citeretfor 2 år siden
Morgenlyset var gråhvidt som skummetmælk
Else Helleshøj
Else Helleshøjhar citeretfor 2 år siden
Nora spurgte først generelt til
Else Helleshøj
Else Helleshøjhar citeretfor 2 år siden
Nora havde taget tuben
Else Helleshøj
Else Helleshøjhar citeretfor 2 år siden
Hun havde ventet resten af lørdagen på
Else Helleshøj
Else Helleshøjhar citeretfor 2 år siden
Guiden storkede tilbage
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)